Echo

Rúnar Rúnarsson samler på mennesker.

Det er i hvert fald det indtryk, man får i Echo. I 56 korte vignetter præsenterer filmen en helt almindelig islandsk december, der strækker sig fra det banale over det storslåede til det morsomme eller tragiske.

Den første scene viser en firhjulstrækkers langsomme vej gennem en bilvask. En af de sidste scener viser en autentisk fødsel.

”Kys mig,” siger moren til sin mand, da hun ligger udmattet med deres nyfødte i armene.

Vi kommer vidt omkring, både i tematik og i samfundslag. Der er mange menneskeskæbner – nogle passerer forbi uden at gøre indtryk, mens andre går lige i hjertet.

Narkomanen, der henter nye nåle på et fikserum, hvor de ansatte overrasker ham med en julegave. Slagteriarbejderne, som bukker og svajer, da radioen begynder at spille Bjældeklang.

En mor sidder med sin søn på skødet og kigger på fugle i haven, mens bedstemoren står i køkkenet og brokker sig over, at naboen bruger hendes indkørsel.

Bedemanden i kirken løfter låget på barnekisten før en begravelse og ringer til sit eget barn: ”Kan du hjælpe mig med at finde en julegave til mor?”

Eller hvad med gammelgutterne, der er samlet i garagen, hvor de kan koge deres fermenterede fisk i fred. ”Min kone kan stadig lugte det fra sidste år,” forklarer værten. ”Det må have sat sig i hendes næse.”

Rúnar Rúnarsson blev Oscar-nomineret for kortfilmen The Last Farm, da han i 2006 lige var startet på Den Danske Filmskole. Lige siden har han turneret verdens filmfestivaler som et lovende talent på jagt efter det store gennembrud.

Spillefilmen Volcano fra 2011 fortæller en rørende historie om en vrissen, gammel knark, der tager sin dårlige samvittighed på sig og plejer sin kone, da hun får en hjerneblødning.

Med Sparrows fra 2015 vendte instruktøren tilbage til sin fænomenale kortfilm Småfugle, men gav mest af alt indtryk af at koge ny suppe på gamle ben.

Echo føles som et nyt kapitel.

Rúnarsson er en mester i det korte format, der excellerer i små, ladede scener. Og så er han en fuldblodsformalist, der kæder det menneskelige drama sammen med Islands dramatiske natur og asketiske protestantisme.

Der er en stringent æstetik i alle hans film – født af de millimetersymmetriske, køligt hvidkalkede kirkerum, han filmer som få.

I Echo er Sophia Olssons kamera altid i ro, og med sine præcise kompositioner lykkes det Rúnarsson at give selv de mest banale hverdagsgøremål – som at skrabe is af forruden – en aura af hellighed.

Vignetkunsten må han have lært af Roy Andersson (Sange fra anden sal), der har gjort nedslag i det moderne, skandinaviske samfunds fornøjelser og fortrædeligheder til sit livsprojekt. Men Rúnarssons projekt er på samme tid mindre fokuseret og mere inkluderende end den svenske satirikers ofte beske optrin.

Julen er en perfekt rammehistorie – fra de første trakasserier om, hvorvidt træet skal være fyldigt eller symmetrisk, over ulmende julekonflikter og frem til nytårsmorgen, hvor skraldemænd rydder op efter det forgangne år og gør parat til det nye.

En familie morer sig kosteligt over bedstemor, der noget forbavset pakker et VR-headset op juleaften. En rengøringsdame må sunde sig et øjeblik, da hendes eksmand beslaglægger ungerne i juledagene for andet år i træk.

Alle disse små historier føles som at åbne låger i en julekalender, og de bliver kædet sammen med underfundig, tør humor.

Som da vi går direkte fra skoleteatrets krybbespil til en bikini-bodybuilder-konkurrence.

Echo er så langt fra Love Actually, man kan komme uden at forlade december.

Der er ingen samlende morale, der kan bringe historierne i fokus. Vi ser aldrig det samme ansigt to gange, og den eneste røde tråd er højtiden, der kommer nærmere og så er forbi.

Men man går fra filmen med en følelse af at have lært andre mennesker bedre at kende.