The Edge of Seventeen

”Jeg vil ikke tage for meget af din tid, men jeg har tænkt mig at begå selvmord.”

Sådan siger teenagepigen Nadine til sin lærer, der spilles vidunderligt sardonisk af altid morsomme Woody Harrelson.

Han gennemskuer, at hun overdriver, som unge mennesker har for vane, og går med på hendes makabre tankeleg. Politisk korrekt er det næppe, men så er tonen lagt i The Edge of Seventeen, der selvbevidst læner sig kraftigt op ad ironiske indie-ungdomsfilm som Juno og The Diary of a Teenage Girl.

Filmen følger virkelig den slagne vej for den slags ungdomsfilm, og vittigheder om døden er blevet brugt langt mere konsekvent for nylig i Me and Earl and the Dying Girl.

Det er ganske åbenlyst, hvorfor Nadine det meste af filmen sukker efter skolens bølle: ”Ungdomsfængslet har gjort ham lækker,” som hun siger.

Så er kontrasten nemlig lagt i forhold til den fyr, hun selvfølgelig burde være sammen med. Han hedder Erwin og er ikke bare sød, men også – viser det sig – kunstnerisk, rig, klog og med en godt skåret sixpack. Det er sødt og meget forudsigeligt.

Men selv om man har taget rejsen før, kan man jo godt nyde turen, og The Edge of Seventeen gør nogle vittige observationer på vejen. Derfor er filmen et charmerende bekendtskab i al sin naivitet.

Til at starte med er det interessant i sig selv at se Hailee Steinfeld kæmpe i rollen som den unge kvinde Nadine, der ellers burde ligge 21-årige Hailee Steinfeld lige for.

Hun slog igennem som den gammelkloge og stoiske pige Mattie Ross i Coen-brødrenes True Grit, og måske skal hun bare vokse ud af sin egen barneskygge. Det virker således mere naturligt for hende at spille gammel sjæl i ung krop end forvirret teenagetøs.

Det fremstår forceret påtaget, når hun i vrede over, at veninden Krista (Haley Lu Richardson) – hendes eneste af slagsen – finder sammen med Nadines bror, kaster om sig med ting på en café. Det virker mere som noget, en stereotyp teenager ville gøre, end en reaktion af den øjensynligt tænksomme Nadine.

Til gengæld sidder Hailee Steinfeld og Woody Harrelsons scener sammen lige i skabet, netop fordi hun her kan være det forvirrede barn, hun også er.

Han forsøger at få hende til ikke at have så ondt af sig selv, og da hun bruger et familiemedlems død for mange år siden til at forklare, hvorfor hun ikke har skrevet sin opgave, lyder svaret: ”Desværre, forældelsesfristen er et år, men dine bedsteforældre er her jo ikke for evigt.”

Hvad der for Woody Harrelson nemt bare kunne have været en lille birolle med nogle sjove replikker, udvikler sig i løbet af filmen til et smukt bånd mellem ham og den unge kvinde. Hun savner en faderfigur, og mens han ikke er meget for at tage den rolle på sig, gør han det, når det for alvor bliver nødvendigt.

The Edge of Seventeen er skrevet og instrueret af førstegangsinstruktøren Kelly Fremon Craig. Hun tilfører intet nyt til genren, men rammer i dialogen den rigtige tone mellem unge mennesker, der ikke er så livskloge, som de selv tror.

Da Nadine rasende gør oprør mod sin mor, fordi moren er så djævelsk forudsigelig, kan man ikke andet end at smile for sig selv. Datteren er nemlig mindst lige så forudsigelig, og det er filmen om dem også, men det føles faktisk som en del af pointen.