Efterforskningen

Det er til en morgenbriefing, at drabschef Jens Møller Jensen (Søren Malling) bliver gjort opmærksom på, at en journalist ombord på en ubåd er meldt savnet.

Et hold efterforskere gestaltet af Laura Christensen, Dulfi Al-Jabouri og Hans Henrik Clemensen kaster sig straks over sagen. Da en melding om en sunken ubåd kommer ind, er drabschefen ikke sen til at sigte for drab.

Herfra ruller Efterforskningen, en tv-serie i seks afsnit om ubådssagen, skrevet og instrueret af Tobias Lindholm.

I 2018 blev Peter Madsen idømt fængsel på livstid for mordet på den 30-årige journalist Kim Wall.

På de to år har anklager Jacob Buch-Jepsen og Jens Møller Jensen udgivet bøger om drabet. En føljeton af Thomas Djursing blev stoppet efter første kapitel. Dplay har vist Forelsket i en morder. Og Netflix-dokumentaren Into the Deep havde premiere på Sundance-festivalen, men er udskudt efter protester.

Det skorter ikke på fortællinger om det tragiske og for en række mennesker traumatiserende drab. Spørgsmålet er, om man kan retfærdiggøre underholdningen.

Tobias Lindholm har forklaret, at han gerne ville lave en fortælling om samfundets helte og lyset i mørket.

Serien er lavet i samarbejde med forældrene Joachim og Ingrid Wall, der spilles af Rolf Lassgård og Pernilla August. Kims danske kæreste, der undervejs trak sig fra projektet og i stedet skrev et opråb til medierne om at lade sagen ligge, nævnes kun kort i starten.

Det er tydeligt, at det har været svært at finde en balance mellem de meget personlige detaljer og ønsket om at holde en respektfuld distance.

Der er en mærkbar ærbødighed i hver en billedindstilling, og de gode kræfter bag har tydeligvis gjort sig umage. Serien er mesterligt fotograferet af Magnus Nordenhof Jønck, som træder to skridt tilbage fra handlingen, der ofte ses gennem vinduer, døre og spejle.

Skuespillet er i særklasse, men det kniber lidt med at skabe spænding.

Højdepunktet er afsnit fire, der er centreret om søgningen på havets bund med lighunde og dykkere. En formidabel Jens Andersen spiller universitetsskibet Auroras Torben Vang, der med lethed forklarer om lugte og strømforhold.

Det er sådanne detaljer, man godt kunne have tænkt sig flere af. Men den respekt, som projektet er omgivet af, ender nærmest med at blive til en berøringsangst over for alt det grumme.

Der er en frygt for at fortælle for meget med det resultat, at man fortæller for lidt.

Vi så det i Nils Malmros’ autofiktive Sorg og glæde, hvor man aldrig helt forstod, hvad der egentlig skete mellem parret, dengang en mor slog sit barn ihjel.

Efterforskningen er således langt fra Reality Rules, Lindholm og Michael Noers koncept fra debutfilmen R om, at virkeligheden bestemmer.

Gerningsmanden hverken vises eller omtales ved navn, og det seksuelle motiv, som der blev lagt vægt på i retten, er nærmest ikke-eksisterende. Man må ellers formode, at det meste af efterforskningen var baseret på at bevise netop dette.

Én scene er blevet grelt omskrevet i politiets favør, så en glemt sagsmappe nu findes af politiet selv. I virkeligheden var det to praktikanter på Peter Madsens værksted, der leverede den tilbage. Og politiet hørte rygter om, at et foto af torsoen fra mappen nåede at blive affotograferet.

Helt numero uno, Jens Møller Jensen, er også blevet til en klichéfyldt træmand uden følelser, på trods af at han i sin bog åbenhjertigt beskriver sig selv som en person, der har let til tårer.

Når man gør så mange krumspring for ikke at fortælle om den faktiske efterforskning, hvorfor så overhovedet fortælle historien?

God true crime benytter en tragisk virkelighed til at belyse vigtige emner – såsom magt- og samfundsstrukturer – og sætte os ind i frygtens væsen eller belære os om et fejlbehæftet retsvæsen. Eksemplerne er mange.

Men der må og bør være noget, som rækker ud over den forfærdelige hændelse og giver os en ny indsigt. Det er svært at få øje på i Efterforskningen.