Efterskolen

Der må for tiden sidde nogle efterskoleforstandere rundt omkring i landet og nive sig selv i armen. For med DR’s nye dokumentarserie Efterskolen finder friåret væk forældrene i 9. og 10. klasse næppe en bedre reklame. 

Sjældent har en dokumentar med så få midler nemlig fanget det virvar af følelser, snakke, tanker og relationer et efterskoleår består af på så intim vis. 

Efterskolen er såre simpel, men fanger alligevel seeren med sin insisteren på det nære, de menneskelige relationer og en langsom eftertænksomhed. 

I en tid, hvor ungdomsliv ofte rimer på hurtige sociale medier, telefoner og overfladisk iscenesættelse, er det en fornøjelse at se en dokumentar, der tør dvæle ved selve ungdomsportrættet og hvile i sig selv uden at forfalde til hektisk klipning og dramaturgiske stramninger. 

Serien – skabt af filmskoleuddannede Thora Lorentzen, som er kendt på Ekko Shortlist og for sorgserien Min sang til far – følger skoleåret 2019-20 på Klejtrup Musikefterskole ved Hobro. 

Fortællingen i Efterskolen er bygget kronologisk op, så den følger skoleårets rytme. Vi er med som fluen på væggen på den første nervøse skoledag, elevernes koncerter, de helt almindelige hverdage, de følsømme samtaler på værelserne om alt fra sex til forældresvigt og på skoleårets højtider. 

Hvert af seriens seks afsnit indledes til tonerne af efterskolekorets egen smukke a cappella-version af Hurtige hænder af The Minds of 99. Introsangen lægger effektivt seriens stemningsmæssigt ømfindtlige bund. 

Efterskolen er en observerende dokumentarisme i ren form. 

Undervejs er der godt nok opsatte sofainterviews med eleverne, der bekender deres tanker og følelser, men størstedelen af serien igennem er kameraet blot med som observatør. 

Og her kommer Thora Lorentzen og hendes medfotografer imponerende tæt på. 

Vi er med, når kæresteparret Sanna og Samuel har intime samtaler. Og vi er med på dansegulvet, hvor man det ene øjeblik tungekysser, og det andet øjeblik sidder med hovedet i en opvaskebalje og kaster op. 

Foruden læssevis af optagelser må der ligge et omfattende tillidsarbejde mellem dokumentarholdet og efterskolens elever bag DR-serien. Og så har serien haft held og dygtighed til at finde nogle både sympatiske og modne unge, der virker totalt uforstyrrede af det kamera, der følger dem. 

Men skoleåret 2019-20 er også skoleåret, hvor coronavirus rammer Danmark – og efterskolelivet. 

Pandemien, der på forfærdelig vis spolerer friåret på efterskolen i Klejstrup for eleverne, er en dramaturgisk foræring for selve dokumentarserien. 

Godt halvvejs i serien sendes elevernes retur til forældrene og til en ny hverdag med kedelige dage alene på værelset foran computerskærmen. Kontrasten til det sociale og pulserende efterskoleliv kunne næppe være større. 

Forløsningen er derfor stor, da Mette Frederiksen giver grønt lys til efterskolernes genåbning sent i foråret 2020. 

Fordi Efterskolen er så gennemført loyal i sit portræt af årgang 2019/20, kan serien heller ikke undgå enkelte steder at køre lidt i tomgang. Et efterskoleliv er jo ikke kun interessante samtaler og store kærlighedseventyr, men også bare monoton hverdag og gentagelser. 

Det smitter også af på seriens dramaturgi. 

Til gengæld integrerer serien flot det musikalske liv, som efterskolen prioriterer så højt. De sange, som eleverne undervejs synger og terper, flettes sanseligt ind i hvert enkelt afsnit. 

Med sine seks afsnit står Efterskolen som et eksempel på vedkommende og eksemplarisk public service. Selv om pandemien selvsagt fylder en del for årgangen, vi følger, står det fintfølende ungdomsportræt tilbage som seriens største bedrift.