Ekko af kærlighed

Ove, 84 år, sidder i sin morgenkåbe på en dobbeltseng. Begge dyner er nydeligt redt, men højre side er tom. Ove fortæller, hvordan han ikke havde mulighed for at udtrykke sin sorg, da han mistede sin partner gennem 40 år, Bent.

Indtil nu.

Zara Zernys Ekko af kærlighed er en dokumentar om ældre mennesker, der alle har levet størstedelen af livet med deres ægtefælle. Den giver indblik i liv, hvor den ene ægtefælle er gået bort, men kærligheden er ej forsvundet. For hvordan skal livet fortsætte, når man har mistet sin livsledsager? 

”Man føler sig som det ensomste menneske på jorden, og der er ingen, der kan hjælpe dig med den følelse,” fortæller Elly, 81, om tabet af sin ægtemand gennem 34 år, Aksel.

Hun sidder i sit køkken i deres tidligere fælles hjem. Aksel vil altid være hendes livs kærlighed, på trods af at hun har fået en ny kæreste. Kærligheden fylder stadig i det lille køkken, selv om Aksel ikke længere selv er til stede.

Finn Erik, 82 år, har også mistet sin hustru, Kirsten. Dog ikke til døden, men til sygdommen Alzheimers. De har været gift i 57 år. Når han beskriver sit savn, går det ikke på den Kirsten, der nu bor på plejehjem, men livsglæden hun engang havde. Og som forsvandt, i takt med at sygdommen tog over.

Dokumentaren viser Finn Erik i hans hjem og lader os opleve, hvor ensomt det føles at bo der alene. Hjemmet bliver et symbol på deres kærlighed, efter Finn Eriks indrømmelser om forelskelser i andre kvinder, mens han var gift med Kirsten. Fotograferingen er med til at sætte et nyt perspektiv på Finn Eriks fortælling om deres ægteskabelige liv.

Visningen af de medvirkendes private hjem er et af det stærkeste filmiske elementer i dokumentaren, der er med til at illustrere ensomheden. Et bord dækket op til én. To lænestole, men kun en af dem er i brug. En uberørt dyne.

Vi får et indblik i de overvejelser, som må være uundvigelige i et livslangt forhold. Det skildrer også en tid, hvor ægteskabet havde en større betydning, end det har i dag.

Ruth på 94 år blev gift som attenårig og ønskede til tider at blive skilt fra sin mand. Men ansvaret for at skulle forsørge deres tre børn som hjemmegående husmor var for stort og gjorde ønsket om skilsmisse til en fantasi.

I højre side af skabet er Lis’ kjoler fint ophængt. Nystrøget hænger de klar til at blive taget på. Men Lis er ikke længere i live.

Hendes efterladte enkemand Rene, 86, dufter til kjolerne, og kærtegner dem, inden han nænsomt lukker skabet igen. Rene og Lis havde datet sporadisk i begyndelsen af 1960’erne, men en uplanlagt graviditet endte med, at de blev gift, selv om Rene ikke var klar til det.

”En pige er en pige,” var hans attitude til datinglivet, da han først mødte Lis. De endte med at være gift i 62 år. Efter Lis’ død havde han svært ved at se nogen grund til at leve videre, og netop den ærlige snak om døden er et af lyspunkterne.

For selv om det er umuligt for dokumentaren ikke at dvæle ved det uundgåelige faktum, at døden er nærværende for de medvirkende, undgår den at dyrke håbløsheden, som kunne forventes af så sørgeligt et emne.

Sorgen over tabet er allestedsnærværende, men det er håbet for fremtiden også.

Det forsøges blandt andet vist i musiksekvenser, hvor de medvirkende foretager sig hverdagsting, men de gør ikke stå stort indtryk som dokumentarens stærkeste værktøj, nemlig de ærlige fortællinger om kærlighed.

Oves afdøde mand, Bent, vil altid være hans livs store kærlighed, men det står ikke i vejen for følelserne for hans nye kæreste. Og sammen med kæresten er en ny livsglæde opstået hos Ove: ”Nu er jeg blevet forelsket, så kan jeg ikke dø.”