Ekstra Bladet – uden for citat

I forgårs var det Danmarks største dagblad og blev både kaldt et flagskib og en mudderpram. Oplaget var på 250.000 om dagen, og der skulle bruges konvojer af lastvogne til at fordele bjergene af aviser ud til de fjerneste afkroge af landet.

Ekstra Bladet var landets mest omstridte dagblad og en af de mest indflydelsesrige aviser. Og Ekstra Bladet tjente penge. Store penge til udgiveren A/S Politikens Hus.

I dag er bladet ved at dø.

Oplaget har fået en blodstyrtning og er raslet ned på 45.000. Udgiveren overvejer hver dag, om papiravisen skal lukke og bladet kun leve videre på nettet.

”Det vil i hvert fald ske i min tid som chefredaktør,” fortæller avisens nuværende kaptajn Poul Madsen til instruktøren Mikala Krogh i den bemærkelsesværdigt nærgående dokumentarfilm om livet på tredje sal i et bladhus i København.

Det tjener Ekstra Bladet til ære, at de tillader et fremmed filmhold følge bladets liv gennem et år i den klassiske fluen-på-væggen-stil. Det er tilmed et dramatisk år, hvor kameraerne zoomer helt ind i Poul Madsens kahyt, når han sidder med sine officerer og lægger planer.

For filmen giver et råt billede af et foretagende, der er ved at bryde sammen. Af nogle bladfolk oppe i et hus, som febrilsk prøver at komme i kontakt med virkeligheden, mens der hele tiden kommer alarmer om mere vand i lasten, flere faldende salgstal og nye manglende millioner. Af bladfolk, som hele tiden skal forholde sig hurtigt til noget, de ikke ved noget om, blandt andet historier til avisen!

Ekstra Bladets mellemledere kan se det flakkende blå blik i øjnene hos deres chef, og de adlyder hans stålsatte ordrer, der ikke tåler modspil — skønt de ikke altid er lige velovervejede og gennemtænkte.

Ekstra Bladets store satsning i 2012-13 handlede om de danske sømænd Søren og Eddie, der i næsten to år var gidsler hos sørøvere i Somalia. Filmen viser de interne diskussioner på redaktionen, hvor Poul Madsen & Co. beslutter at gå ind i sagen og trodse henstillinger fra myndigheder og PET.

Det kan der være gode grund til at gøre, men som sagen udvikler sig, bliver den kørt mere og mere Knold-og-Tot-agtigt fra avisens side.

Trodsigt og med bind for øjnene går man ud af linen, der ender med, at bladet selv bliver en autonom wild horse i sagen, hvor to mænds liv står på spil. Det ender med et forsmædeligt nederlag, da gidslerne endelig kommer fri – og lægger sag an mod avisen.

Det er en førhen førende, professionel redaktion, der handler som et skoleblad.

I efteråret 2013 gennemføres endnu en fyringsrunde og journalisternes tillidsmand beder selv om en fratrædelsesordning. ”Træt af patter og numsesensationer,” som det siges blandt de menige.

Jeg var selv på Ekstra Bladet gennem næsten tyve år og er ikke nogen uhildet betragter. Men da Ekstra Bladet var stort, var det også en ”rigtig” avis, der midt i cirkuslarmen beskæftigede sig med rigtige ting. Det var stridbart, samfundskritisk og sammen med pop og pjat trykte bladet også de længste nyhedsartikler og anmeldte flest bøger. Det var Danmarks stærkeste avisbrand, der valgte at slå sig selv ihjel ved at skære sit indhold væk.

Filmen handler meget om, at Ekstra Bladet snart skal dø. I hvert fald papiravisen, og der tales forbløffende åbent om det, ikke mindst af Poul Madsen selv. Det hele er nettets skyld, men det er også nettet, der skal redde avisen, bare man kan få folk til at betale. Nu skal nettet redde bladet fra bladets eget selvmord.

Derfor rejser Madsen og nogle musketerer til USA og besøger verdens ultimativt største net-medie, Huffington Post i New York, der ledes af danskeren Jimmy Maymann. Huffington har alt, nyheder, blogs, tv, chat … og de tjener penge. Sådan skal vi også gøre, beslutter Madsen og hans drenge over noget øl. Ekstra Bladet skal genopstå som en tv-station med reality shows, late night shows og så videre.

Mikala Kroghs film er svanesangen over et stykke dansk pressehistorie. En dødsmesse for et stort, vigtigt og omstridt dagblad.

Anders-Peter Mathiasen er tidligere ansat på Ekstra Bladet, hvor han to gange fik Cavling-prisen.