El Camino: A Breaking Bad Movie

I sidste afsnit af tv-serien Breaking Bad kaster den narkoproducerende eks-kemilærer Walter White sig ud i en livsfarlig mission for at befri arbejdspartneren Jesse Pinkman fra brutale nynazister. 

Samme dødsforagt må ligge til grund for spillefilmen El Camino: A Breaking Bad Movie. 

Hvorfor ellers genoplive en af nyere tids mest kritikerroste serier, der i 2013 med Walters død og Jesses befrielse satte et ganske perfekt – på én gang afsluttet og åbent – punktum?

Som en moderne og martret cowboy kørte unge, men gammelkloge Jesse ud over de åbne landskaber med kurs mod friheden. Her møder vi ham også i starten af den nye film, men selvfølgelig er det ikke lige sådan at slippe ud af kriminalitetens klør. 

Først må han besøge de gamle venner Badger (Matt Jones) og Skinny Pete (Charles Baker), der som altid er gode for lidt komik midt i al elendigheden. Men frem for alt er det faktisk rørende at opleve de to mere eller mindre stofpåvirkede tabere med et hjerte af guld hjælpe deres ven i nødens stund. 

En af de centrale pointer i Breaking Bad er, at et menneske rummer meget mere, end man kan se ved første øjekast. Jesse startede selv som Walters apatiske lærling, men voksede sig gennem fem sæsoner til en af de mest sympatiske og tragiske skikkelser i moderne tv-historie. 

Aaron Paul bærer som Jesse hele verdens åg på sine smalle skuldre. Takket være hyppige flashbacks til Jesses tid som gidsel kan man nyde filmen uden at have set serien. Men man vil ikke få samme smertelige adrenalindrøn, hver gang Jesses triste øjne fortæller historien om de store tab, han har oplevet. 

I en film med udelukkende stærke skuespilpræstationer er det foruden Aaron Paul især værd at fremhæve to. Robert Forster – der døde på filmens premieredato – er stoisk, så det sprøjter i rollen som en gammel kending, der under dække af at sælge støvsugere hjælper Jesse videre på rejsen mod en ny begyndelse. 

Men det er ellers uskyldigt udseende Jesse Plemons som den venlige morder Todd, der stjæler billedet. Det unge medlem af nynazistgruppen virker som en ubehjælpsom hundehvalp, men har altså et lig, som han skal bruge sin fanges hjælp til at skille sig af med! 

Det er den slags absurde omgang med livets mørkeste sider, der gør det western-inspirerede univers til en fascinerende verden at dykke ned i. 

Det mest imponerende ved El Camino: A Breaking Bad Movie er dog, at den ikke knækker under vægten af de enorme forventninger. 

Det skyldes i vid udstrækning, at de centrale hovedkræfter, der var med til at etablere universet fuld af kulsort humor og eksistentielle overvejelser, er med på vognen igen. Først og fremmest har serieskaber Vince Gilligan skrevet og instrueret filmen, så man mærker seriens intense nerve i de ofte nærmest ulideligt afmålte scener. 

Det på samme tid dovne og dirrende tempo er klipperen Skip Macdonald også med til at sikre. Han har forstået, at den gode klipning ikke nødvendigvis er den, der giver piskesmæld, men som bedst tjener historien. Denne gang er en sørgmodig eftertænksomhed i centrum. 

Til gengæld er seriens hoffotograf Michael Slovis blevet erstattet af Marshall Adams, som slet ikke bringer samme overdådige fantasi ind i billedsiden som sin forgænger. 

Den overraskende opfindsomhed, når et kamera i serien blev placeret på alt fra en skovl i bevægelse til en roterende vaskemaskine, er der i filmen ikke meget af. Her er stilen måske bevidst blevet holdt mere simpel for at fokusere på handlingen, men man savner de små spidsfindigheder midt i det menneskelige drama. 

Det kan også indvendes, at filmen egentlig ikke tilføjer noget til den mesterlige serie. Men man kan også bare glæde sig over et par timers velskrevet underholdning i elskede personers lag.