Elizabeth

Den engelske instruktør Roger Michell vil formentlig altid blive husket for Notting Hill, selv om han nåede at lave mange bedre film – såsom The Mother og Te med Damerne – før sin død i september 2021.

Kort forinden stod han bag den glimrende kupkomedie The Duke, der aldrig fik dansk biografpremiere, men som dvd-anmeldes i Ekko #92.

Men instruktørens sidste værk, som han arbejdede på indtil sin død, er en dokumentar om Dronning Elizabeth. Man kan spørge sig selv, om han mon nåede det, han ville med filmen.

Omvendt kan man sige, at eftersom filmen udelukkende består af arkivmateriale, fermt klippet sammen af Joanna Crickmay, var den aldrig en oplagt anledning til at spille med instruktørmusklerne.

Uanset hvem der førte skibet i mål, er det lykkedes Roger Michell og hans hold at skabe et nuanceret og intelligent portræt af en kvinde, der var et meget privat menneske, men verdenskendt som monark.

Filmens premiere var timet til at fejre dronningens 70 år på tronen, men ender i Danmark med at blive vist kort efter hendes død den 8. september – og næsten præcis et år efter instruktørens død. 

Alligevel er tonen ikke synderligt ærbødig. Respektfuld, jo, men på nærmest selvudslettende vis.

Filmen indeholder et sigende klip fra et talkshow, hvor den engelske komiker Dawn French forklarer, hvordan hun havde besluttet sig for ikke at neje, når hun mødte dronningen. Men da hun først stod over for den 96-årige regent, gik hun alligevel ned på ét knæ og grinte hysterisk af selv dronningens mest uskyldige bemærkninger.

Det er filmen i en nøddeskal.

Elizabeth giver et mådeholdent, sobert indblik i dronningens lange liv og levned. Filmen nøjes ikke med at skildre monarkiets pomp og pragt, men tackler også offentlighedens vrede over kongehusets reaktion på Prinsesse Dianas død.

Der er endda et klip af Prins Andrews nylige, katastrofale tv-interview, hvor han forsvarer sig mod anklagerne fra Virginia Giuffre, der hævder, at afdøde Jeffrey Epstein lokkede hende til at have sex med prinsen.

Andre steder har filmen fløjlshandsker på.

Når vi ser Elizabeth til hestevæddeløb – en af hendes store lidenskaber – er det svært ikke at holde af hende. Dronningen kan slet ikke skjule sin begejstring, men løber fra den kongelige loge og ned til væddeløbsbanen for at se, hvad der foregår.

Vi ser hende også til hest gennem livet – fra barnsben til alderdom.

Disse optagelser står i kontrast til de utallige andre transportmidler, vi ser dronningen blive fragtet rundt i. I utallige biler vinker hun på bagsædet, med tog kører hun gennem det skrumpende britiske imperium, og til søs er hun om bord på den royale yacht Britannia.

Da kongehuset måtte spare sidstnævnte væk, kneb dronningen ligefrem en tåre – i fuld offentlighed!

Elizabeth tegner et empatisk portræt og filosoferer samtidig over det at skildre et andet menneske på troværdig vis. Igen og igen ser vi dronningen blive foreviget af malere og fotografer som Annie Leibovitz. Afbildningerne reproduceres i det uendelige på alt fra puder til frimærker.

Der er også klip fra interviews med nogle af de mange skuespillere, som har spillet hende på film og tv: Helen Mirren i Stephen Frears’ The Queen samt Claire Foy og Olivia Colman i Peter Morgans The Crown. Det er helt på sin plads, for Elizabeth føles som en dokumentar skabt til det samme publikum.

Den trækker på grundig historisk research, men er hverken interesseret i at lovprise eller hudflette ”Firmaet”, som kongehuset kalder sig selv. I modsætning til forårets fjollede Diana-fantasi Spencer er Elizabeth ikke ude på at få hævn eller piske en stemning op.

Hvad der af og til gør, at den føles lidt tandløs og vægelsindet.

Men som dokumentarportræt er Elizabeth en sympatisk film. Den fejrer dronningens jubilæum med varme og ømhed. Og så er det en passende afskedssalut fra en talentfuld instruktør, der døde alt for tidligt – og fra en monark, der satte sit aftryk på verden.