Elles

Den tyske filosof Walter Benjamin skal have sagt med en marxistisk kiasme, at prostitution først blev til arbejde, da arbejde blev til prostitution. At det, vi kalder prostitution til dagligt, kun er en seksuel gradbøjning af en ånd, som gennemsyrer hele det kapitalistiske samfund samt dets pengebegær og hedonistiske materialisme. Tilsætter du denne tanke en feministisk accent, forsvinder forskellen sådan set mellem luderen på fortovet og burgøjserfruen i dagligstuen. Begge sælger sig selv for en mand, som på sine præmisser og længsler dominerer både deres verden og deres kroppe.

En sådan devise og holdning ligger et sted i den polske instruktør Malgoska Szumowskas sådan set sympatiske Elles. Sammen med den danske manuskriptforfatter Tine Byrckel fortæller hun historien om 40-årige Anne, en fashionabel journalist ved et kendt, mondænt parisisk dameblad, der såmænd hedder Elle. Her er hun i færd med at skrive en artikel om et særligt aspekt ved prostitution: At unge studenter sælger sex for at få penge til studierne. Vor journalistkvinde, som er godt, men bortset fra to mere eller mindre problematiske børn også goldt og koldt gift, bygger sin artikel på samtaler med to studiner, den ene fra den franske arbejderklasse, den anden udvekslingsstudent fra Polen.

Nu kunne man så tænke, at der var tale om en indigneret film med dokumentarisk research og strikt moralsk afdækning af fænomenets psykologiske, sociale og ikke mindst kriminelle betingelser. Men bortset fra, at en ældre herre tisser på den ene kvindes flotte barm og en sadistisk herre voldtager den anden med en champagneflaske, synes de to involverede kvinder at leve op til myten om den lykkelige luder. Pengene er gode, og vi taler om gifte mænd, der blot vil have lidt af det frække, den bornerte hustru ikke vil levere hjemme i patricierlejligheden.

Alt dette tænker Anne på, imens hun som en anden Mrs. Dalloway i løbet af en dag arrangerer et selskab for husbondens chef og dennes kone. Således får hun dagen til at gå med at købe ind, massere sin gamle fars fødder, føle efter om der en knude i barmen, masturbere på sin yogamadras, åbne kammuslinger, koge hane i hvidvin og evindeligt slås med et køleskab, som ikke vil lukke til. Imens ser vi hende interviewe de to studerende skøger, tilsat scener fra deres sexarbejde med mund, røv og kusse. Men samtidig, ligesom i Virginia Woolfs berømte roman, tager Anne sit liv op til revision, gennemlever strømme af spontan bevidsthed og indser, at alle mænd sådan set er nogle svin, der bare vil have noget på den dumme på den dummeste måde. Og muligvis erkender hun sammen med den ene luder, at hun latent er biseksuel.

Den (næsten) altid gode Juliette Binoche gør, hvad hun kan med sin rolle som overklassemokken Anne, der må sande, at livet ikke er lutter lagkage, og at romantikken har en bagside. Det sidste signaleret ved refrænet fra Jacques Prévert og Joseph Kosmas klassiske kærlighedssang Les Feuilles mortes, til dels sunget af den polske student, nænsomt, men frækt spillet af sangerinden og skuespilleren Joanna Kulig. Som den franske student ses den gode Anaïs Demoustier, der også var velanbragt i det socialrealistiske melodrama Kilimanjaros sne. Skuespilleriet fejler altså ikke noget, som det så ofte er tilfældet i glamourøse, galliske sædeskildringer af den velbjergede middelklasse.

Men filmen er uden tematisk fokus, uden stringent intention og synes helt direkte ikke rigtig at vide, hvor den vil hen med sin historie. Ud over at flirte med en omgang softcore-porno og synkront vise borgerskabets indiskrete charme.

Således sidder vi til sidst ved Anne og hele hendes families forsonende franske morgenmad, mens rulleteksterne kører, og Beethovens syvende symfoni brager derudaf for fulde (røvbalde)gardiner, og alt er som før: mondænt og lækkert.