Elsk mig!

Nicole Garcias franske Mal de pierres er en film, der svælger i de helt store følelser og dykker ned i lidenskabens natur. Så meget, at den danske titel er blevet udstyret med et udråbstegn for ligesom at understrege det romantiske drama og den opulente alvor.

Elsk mig! havde verdenspremiere på festivalen i Cannes sidste år, hvor den var en del af hovedkonkurrencen, uden at den dog af den grund tiltrak sig videre opmærksomhed.

Det mest bemærkelsesværdige ved filmen er da også dygtige Marion Cotillard (Spurven), der virkelig bærer filmen med en kompromisløs og opofrende præstation i den altdominerende hovedrolle.

Elsk mig! er løst baseret på en roman af Milena Agus og foregår i Frankrig i løbet af 1950’erne og 60’erne. Gabrielle (Cotillard) er en ung, men også noget uligevægtig kvinde i en lille landsby. Hun indeholder nemlig en voldsom lidenskabelig, men også uforløst seksualitet.

Hurtigt bliver hun af sine forældre tvunget ind i et ægteskab med den spanske murer José (Alex Brendemühl), men deres forhold er uden følelser og kærlighed. ”Jeg elsker dig ikke,” fortæller de begge hinanden.

Da lægerne opdager, at Gabrielle lider af nyresten, sender de hende på et kurophold i Alperne. I starten er hun modvillig over for tilbuddet, men da hun møder den unge krigsveteran André (Louis Garrel) på kurhotellet, blusser Gabrielles latente begær og seksualitet op på ny.

De indleder en passioneret affære, som får en brat ende, da Gabrielle bliver kureret og skal forlade kurbadet. Tilbage i hjemmet hos José opdager hun dog, at hun er blevet gravid, og André er faren.

I den sidste del af filmen slår handlingen gevaldigt med halen og rusker op i en ellers ret ordinær og ligefrem fortælling. Faktisk kommer det overraskende handlingsskift så pludseligt, at det virker utroværdigt og afkoblet fra resten af filmens fortælletempo.

Uden at afsløre for meget synes twistet først frisk, men det ender faktisk med at forklejne og forkludre selve fortællingen om den seksuelle Gabrielle.

Takket være Marion Cotillards præstation i hovedrollen holder man dog interessen for både Gabrielle og filmen.

Hun åbner gang på gang op for stor, sårbar skrøbelighed som en kvinde, der konstant står mellem uligevægtigt vanvid og deprim ligegyldighed for sit liv. Med et meget kropsligt og udtryksfuldt spil tegner hun et rørende billede af en kvinde i sine følelsers og lysters vold.

Flere gange i filmen viser hun ublu hele sin krop frem. I en af de allerførste scener står hun i en flod med kjolen løftet op, så det rindende vand kan tilfredsstille hendes underliv. Så er den romantiske symbolik ligesom etableret med den utæmmede natur som billede på Gabrielle brusende begær.

At filmen er fortalt som en slags rammefortælling forstærker indtrykket af en skæbnetung og episk fortælling.

Derfor er det også svært at abstrahere fra, at Elsk mig! er altmodisch. Filmen diskuterer eviggyldige temaer som seksuel frigørelse og feminisme, men i en ufarlig 1950’er-kontekst. I stedet for at aktualisere og gøre Gabrielle relevant for nutiden forbliver filmen trygt i fortiden.

Den del – nemlig tidsbilledet af Frankrig i 50’er og 60’erne – fungerer til gengæld som et malerisk og solfyldt portræt af en landlig fransk provins.

Filmens mandlige karakterer, hovedsagligt Gabrielles mand José og hendes yngre flamme André, er forsagte, maskuline mænd, der umiddelbart ikke gør meget væsen af sig. Klart mest interessant er José, der tålmodigt bliver hos Gabrielle trods hendes udskejelser og i små flig viser, at han ikke bare besidder et voldsomt temperament, men rent faktisk også elsker hende.

I sidste ende er det dog Marion Cotillard, der ene kvinde driver en ellers tam film frem med sit vedkommende karakterstudie.