Elvis

Elvis-myten er kolossal. 

Den er voldsom, rørende, episk, sammensat, tragisk, kitsch og ikke mindst ekstremt amerikansk. Det er rock’n’roll, kulturel appropriation, country, schlager og croon. 

Vi har alle vores favoritter og historier om både musikken og legenden, som igen har forplantet sig videre til et væld af andre værker. 

Eller The Residents’ fortryllende coveralbum The King & Eye, hvor legenden bliver fortalt til børn: ”He was the King.” ”The king of what?” ”Maybe he was the King of Love!” 

Ikonisk er allerede det defekte Elvis-hologram i slutningen af Blade Runner 2049. 

Selv kan jeg huske en drøm som syvårig, hvor jeg kommer i skole i det hvide jakkesæt med guldet og de høje flipper fra Aloha from Hawaii. 

Der er tusindvis af eksempler. Elvis-legenden er lagret i vores historiske og kulturelle dna for altid. Den er som biblen. Det er ikke alle, der tror på den, men de fleste kender historien. 

Og det er sådan, vi går ind til en biopic som Baz Luhrmanns Elvis. Luhrmann har valgt at gribe det hele nogenlunde kronologisk an og med et kraftigt fokus på Elvis Presleys forhold til manageren Oberst Tom Parker. 

Parker får også lov at fortælle dele af historien som et slags forsvar. 

Historien tager sin begyndelse, da Tom Parker opdager Elvis og hiver ham med i sit omrejsende cirkus. Hans højintense optræden fascinerer og tiltrækker det stort set udelukkende kvindelige publikum. De æder ham råt og gør Elvis til en kæmpe sensation. 

Som bekendt stjal Elvis mere eller mindre ”den sorte lyd” og gjorde den spiselig for det hvide mainstream-marked. Appropriationen bliver illustreret med nogle nærmest voodoo-agtige scener fra både smugkroen og gospel-kirken, hvor Elvis får ”blues’en i blodet”. 

Siden går det slag i slag. 

Soldatertiden i Tyskland, Hollywood i 60’erne med Elvis’ drøm om at blive lige så dygtig som James Dean, tv-comebacket i sort læder i 1968 og så selvfølgelig 70’erne i Las Vegas. 

Løbende bringer filmen forskellige anklager mod Tom Parker. Han er ikke en rigtig oberst, hans dårlige aftaler tvinger Elvis til at lave dårlige film i Hollywood og til aldrig at spille i udlandet – angiveligt fordi Parker var illegal indvandrer (fra Holland) og ikke havde noget pas. 

Det er en ret kendt historie, som Baz Luhrmann har valgt at fortælle, og Moulin Rouge-instruktørens ekvilibristiske stil overlader det til hovedrollerne at få os grebet. 

Austin Butler gør et hæderligt forsøg, men han er på en virkelig svær opgave, når publikum sidder med 50 års Elvis-imitatorer i bagagen. Og det er svært ikke at tænke på Joaquin Phoenix som Johnny Cash i Walk the Line eller Rami Malek som Freddie Mercury i Bohemian Rhapsody, der begge er medrivende og intenso på et helt andet niveau. 

Det er, som om de dæmoner, alle disse fortællinger har tilfælles, ikke kommer til udtryk på en troværdig måde i Elvis. Butler bliver heller ikke hjulpet af Luhrmanns springende ”jeg skal nå rundt om det hele”-agtige stil. 

Tom Hanks er mere interessant som filmens tragikomiske pseudoskurk, selv om han med den europæiske accent kommer til at minde om den tyske skuespiller Armin Mueller-Stahl (Shine). Pseudo, fordi Oberst Parker og Elvis Presley alligevel ikke kan undvære hinanden. 

De er et umage, men yndigt par. 

Hvis ti andre instruktører fik den opgave, Baz Luhrmann har fået, har jeg på fornemmelsen, at den her film ville tilhøre de mindst vellykkede. På trods af, at den er jævnt underholdende. 

Der er så mange andre måder, man kunne have fortalt den legendariske historie på.