Ema

Et trafiksignal står i flammer.

En kvindelig skikkelse med tilbagestrøget, hvidt hår står og betragter det brændende signal med en flammekaster på ryggen.

Ema er anarkistisk, frigjort og skruppelløs. Hun er en vibrerende person, der på en gang er dragende og frastødende.

Som reggaeton-danser et sted i tyverne bruger hun store dele af sine vågne timer på at danse med sit ensemble i et studie eller i den chilenske by Valparísos kulørte gader.

Med hendes afblegede hår, røde træningsbukser, leopard-mavebluse og denim-jakke i overstørrelse danser Ema rundt med en kæmpe fuck-finger i panden.

Der er ild i hendes øjne, og hun er konstant klar til at udse sig det næste bytte for sin seksuelle energi.

Det er en film uden en egentlig historie, og handlingen springer frem og tilbage.

Alligevel bliver man revet med af den understrøm af følelser, der løber gennem filmen. Den pulserer af improviserende frihed, og man lokkes ind i Emas egensindige kraft, billedernes kulørte kraft og den insisterende, latinamerikanske reggaeton, der pumper løs i baggrunden.

Den chilenske mesterinstruktør Pablo Larraín står bag stilfuldt smukke film som Jackie, Neruda og No. Det er biopics om virkelige personer, men fortalt med en visuel originalitet og opfindsomhed, så det autentiske fremstår fantasifuldt.

I sin seneste film har han kastet sig over endnu en personskildring, men også en stor udfordring.

Ema er lige så stor en mundfuld som sin titelfigur.

Der afsløres dog to ting i filmens begyndelse. Ema er en fri og voldsom karakter, og hun og manden Gaston (Gael García Bernal) har leveret et barn tilbage, som de tidligere adopterede.

Men noget tyder på, at Ema fortryder beslutningen.

”Hvordan har mit barn det?” spørger hun bekymret en socialarbejder.

”Han er ikke din søn mere. Du har kun dit grimme hår og din håbløse mand,” svarer socialarbejderen vredt.

Detaljerne omkring adoptionen og tilbageleveringen er dog uklare. Og den hadefulde samtale med socialarbejderen tyder på, at ansvaret kan ligge hos Ema og Gaston.

Men Polo, den tidligere adoptivsøn, forbliver et mysterium gennem store dele af filmen.

Larraín nægter at lade os møde den fortabte dreng. Instruktøren fører i stedet tilskueren igennem en snoet og tåget vej, der gør det umuligt at drage konklusioner om det tidligere familieforhold.

Men noget er gået frygteligt galt. Polo har puttet en vens kat i en fryser og brændt Emas søsters hår af. Er han et monster, eller er forældrene de skyldige?

Der er ingen tvivl om, at Gaston og Ema bebrejder hinanden. Mens de hver især kigger ind i Sergio Armstrongs kameralinse, skiftes de om at komme med hårde og sårende fornærmelser. Og det går ikke stille for sig.

Ema virker hård, men hun har et ømt punkt for Polo. For hende handler alt om at få ham tilbage.

Ema er imidlertid ikke et trist, socialrealistisk drama om en angrende mor. Det er et fandenivoldsk drama om et vildtlevende menneske, der med feministisk power gør, hvad der passer hende. Fra frigjort dans til seksuelle eskapader med både mænd og kvinder.

Og i rollen som Ema brager Mariana Di Girólamo fuldstændigt igennem.

Den unge skuespiller har primært medvirket i en række sydamerikanske tv-serier. Men med den blændende karisma og det udfordrende gåpåmod, hun lægger for dagen i Ema, går Mariana Di Girólamo en stor fremtid i møde.