Emoji filmen

Emoji filmen er ikke helt så fornærmende dårlig, som man kunne forestille sig. Alene idéen om at lave en film om de tegn, vi sender hinanden i mangel på ord, smager af Inderst inde uden hjerte og Lego filmen uden charme.

Det ender animationsfilmen også med at være, men flere gange tager den faktisk tilløb til noget lovende og det er derfor særligt ærgerligt, at den farer vild undervejs.

Det hele starter i den digitale storby SMSkilstrup, som er en del af det spraglede liv i skoledrengen Alex’ smartphone.

Det er her, han skriver sine beskeder fra, og derfor er byen naturligvis befolket af emojis i alle tænkelige former og størrelser. I fortællingens centrum møder vi Gene (Ruben Søltoft), der er en såkaldt tja-emoji, hvis formål er at signalere ligegyldighed. Den kunst bemestrer hans forældre Tom (Niels Olsen i sit Jørgen Leth’ske hjørne) og Tina (Birthe Neumann) til perfektion, men da Gene kommer i spotlyset, eksploderer han i et virvar af forskellige udtryk.

Den går ikke i det hierarkiske emoji-samfund, hvor alle skal holde sig til ét udtryk, og derfor gør bossen Smiley (Ditte Hansen) Gene til lovløst jaget vildt.

Sammen med en anden persona non grata, hånden Hi-5 (Esben Dalgaard Andersen), drager han derfor ud for at få kureret sin funktionsfejl med hjælp fra hackeren Jailbreak (Cecilie Stenspil).

Når der bliver trukket i smilebåndet, er det som oftest takket være stemmeskuespillerne. Humoren er ikke raffineret, men man skal være meget fintfølende for ikke at kunne se det sjove i Paul Hüttels bæ-jokes i rollen som Pølle, der som navnet antyder bogstavelig talt er en emoji af lort – men en smilende og charmerende af slagsen.

Man ville selvfølgelig gerne have hørt selveste Sir Patrick Stewart, der lægger stemme til Pølle i filmens engelske udgave, fyre dårlige fækalie-vitser af. Men Hüttel og resten af de danske stemmer er meget engagerede i betragtning af den overfladiske historie.

Retfærdigvis ligger der en socialkritik i Emoji filmen. Det er højst sandsynligt et levn fra de kreative kræfter bag, som på manuskriptsiden tæller den dygtige Mike White, der har stået for ordene i Richard Linklaters musikkomedie School of Rock og den fremragende tv-serie Enlightened.

Men han og de andre har fået taget al kant ud af sig, formentlig af producenten Sony – som også laver smartphones – der i sagens natur ikke vil kaste for kritisk lys over unges smartphone-brug.

For eksempel sker der noget voldsomt interessant, når Gene, Hi-5 og Jailbreak endelig finder frem til den besked, som Alex har skrevet til pigen Addie for at proklamere hende sin kærlighed. Han har nemlig planket ordene fra Rihanna-sangen Diamonds, men hvad betyder det så for hans følelsers oprigtighed?

Der taber filmen bolden, for der kommer ikke nogen uddybende kritik af, hvordan teknologien fordærver romantikken mellem mennesker.

Det er også sigende, at filmen kun kommer tæt på halvanden times spilletid ved hjælp af en forfilm. Der er intet i vejen med at fatte sig i korthed, men det skriger til himlen, at folkene (og firmaerne) bag ikke har kunnet finde på mere at sige i frygt for at servere en teknologikritisk pointe.

Som kuriosa kan nævnes, at filmanmelder på Go’ Morgen Danmark, Ann Lind Andersen, debuterer i rollen som den irriterende Spam, der bombarderer vores smartphone-helte med tilbud om alt mellem himmel og jord. Endnu en spøjs interessekonflikt i en film, som er mere reklame end kunst.