Empire of Light

Steven Spielberg er ikke den eneste topinstruktør, der har brugt corona-nedlukningen på at fortælle om, hvor meget film betød for hans barndom.

Ganske som The Fabelmans er Sam Mendes’ Empire of Light en personlig fortælling farvet af instruktørens opvækst i 80’erne – og en helhjertet hyldest til filmmediet.

Problemet er bare, at Sam Mendes, der for første gang har skrevet manuskriptet på egen hånd, har svært ved at holde sig til ét tema. Resultatet er en velspillet film, der har svært ved at fastholde interessen.

Handlingen udspiller sig i en engelsk kystby. I fordums tid blev den invaderet af badegæster fra storbyen hver sommerweekend, men den gik støt i forfald, da middelklassen slog sig på charterrejser.

Olivia Colman spiller Hilary Small. Hun er en følelsesfrossen kvinde og lever op til sit navn med en klejn eksistens ved slikboden i en biograf, hvor hun aldrig selv ser film.

Men hun liver op, da hun bliver bedt om at oplære den nye kollega Stephen (Micheal Ward).

De to indleder et forsigtigt venskab med potentiale til mere. Men deres forhold trues af byens harme racisme, af Hilarys affære med sin chef, hr. Ellis (Colin Firth), og af de psykiske problemer, der i årevis har fået Hilary til at holde verden på afstand.

Olivia Colman er en forrygende skuespiller. Hun gør Hilary til en kontrolleret og selvtilstrækkelig kvinde, der tøffer afsted uden at bede verden om mere end den smule, hun har indrettet sig efter.

Men det står efterhånden klart, at Hilary kæmper med svære problemer, der er fundamentalt uforenelige med den lidenskab, hun føler for langt yngre Stephen.

Hvad der står mindre klart er, hvorfor Stephen fatter så stor interesse for Hilary. Karakteren er ærgerligt underudviklet, og selv om man tror på venskabet mellem de to, slår kærlighedshistorien aldrig gnister.

Hvis der er noget romantisk over filmen, kommer det fra Roger Deakins’ vidunderlige billeder. Den legendariske fotograf indfanger biografens fortryllende karnevalslys og den vindblæste strandpromenade. Men finder også en stærk visuel kontrast i biografens underbelyste kontorer og kystbyens beskidte gader.

Billederne akkompagneres af Trent Reznor og Atticus Ross’ delikate, nærmest hypnotiske klaverkompositioner, der tager over, når dialogen hører op.

Men Empire of Light er mere end blot en kærlighedshistorie. Sam Mendes har udtalt, at filmen er inspireret af hans mors kamp med psykisk sygdom, og instruktøren afspejler også tidens politiske landskab, når han lader bander af kronragede nynazister håne, jagte og angribe Stephen.

Nynazisterne er hårrejsende i en mindeværdig scene, hvor kronragede demonstranter passerer biografen, får øje på Stephen og presser sig op mod glasfacaden som en horde af zombier.

Dengang som nu og for altid vil fascisme ligne en løsning for desperate mennesker.

Men heller ikke den konflikt er filmens fokus. Det virker letkøbt, når Stevens kvaler bruges som en måde at motivere Hilary på. Hendes egne problemer med den krænkende hr. Ellis tillægges større vægt, men er heller intet hovedspor.

Empire of Light kommer med nogle lidt vage idéer om, at film kan være en slags gylden vej mellem den vilde lidenskab og krybende lammelse, som Hilary vakler imellem. Men det er tydeligt, at hendes problemer kræver noget langt stærkere.

Efter den bjergtagende krigsfilm 1917, for ikke at nævne succeser som Skyfall og American Beauty, er Sam Mendes’ mest personlige projekt til dato noget af en skuffelse.

Empire of Light byder på billeder, der bliver hængende på nethinden og en nostalgisk glæde ved at se en smuk gammel biograf i fuld vigør. Men overordnet virker det ret beskedne drama bemærkelsesværdigt usikkert på benene.