En du elsker

I En du elsker tvinges en aldrende, misantropisk rockmusiker, der bor i USA, tilbage til sin danske hjemstavn og sin danske familie, som han har store problemer med.

Historien lever i de stærke skuespilpræstationer fra Mikael Persbrandt som sangeren Thomas Jacob og den unge Sofus Rønnov som drengen, der måske, måske ikke kan optø sin selvoptagede bedstefars bitre hjerte.

Filmen er bevægende, men også mere end en smule konventionel under den vinterkolde overflade, særligt i tegningen af Thomas’ persona (hans stemme, fremtoning og rock-look er måske lovlig stærkt inspireret af Leonard Cohen).

Dette er endnu en film (ligesom Pernille Fischer Christensens En familie fra 2010), som synes fast besluttet på at modbevise de mange socioøkonomiske undersøgelser, der kårer Danmark til verdens lykkeligste land. Den kunne læses som en light-version af Thomas Vinterbergs Submarino, en dystopisk refleksion over cyklusser af misbrug og selvmisbrug, som dybt nede (virkelig dybt nede i tilfældet Submarino) gemmer på en flig af håb.

Ideen om hjemrejsen som en katalysator for undertrykte konflikter deler filmen med Susanne Biers dramaer som Brødre, Efter brylluppet og Hævnen.

Den store styrke i En du elsker er, hvordan den både vækker sympati for den skæbneramte dreng og hans unænsomme egoist af en morfar, som skal tage vare på ham. Dens svaghed er en forudsigelig historie, som står klart optrukket fra det øjeblik, da Thomas’ ulykkelige og misbrugsramte datter efterlader sin pre-teen-søn Noa hos den nølende musiker.

Thomas er efter danske standarder en superstjerne, og efter mange år med stoffer og alkohol er han blevet clean. Men ædrueligheden har kun forstærket hans hovmodige foragt for andre mennesker.

Han har to kvindelige støttepædagoger, hvis job er at finde sig i hans humør og pleje hans talent: den selvkontrollerede britiske musikagent Kate (Eve Best), som sangeren med grus i stemmen kalder ”min lesbiske engel”, og den sørgmodige producer Molly Moe (Trine Dyrholm), som engang havde mere end et professionelt forhold til sin stjerne.

Instruktøren Sidney Lumet sagde engang: ”I et velskrevet drama kommer historien ud af karaktererne. Karaktererne i et velskrevet melodrama kommer ud af historien.”

Hvis det er sandt, står instruktørens og Kim Fupz Aakesons manuskript med et ben i hver lejr. Karakteren Thomas tilhører den første kategori. Hans mørke, ulmende personlighed driver en historie, der med mellemrum kommunikerer ægte, dybfølt smerte – ikke mindst takket være Persbrandts intense, men underspillede præstation, som i parløb med dialogen skaber en række fint nuancerede dramatiske øjeblikke, for eksempel en simpel tøven.

Først behandler Thomas sit lidende barnebarn som en voksen uden øje for barnets frygt og sårbarhed. Men så, da det ser allersortest ud, stiller Noa et spørgsmål om kremering, som får den bistre mand til at tie for et øjeblik. Og da han svarer, aner man en ny tone af sympati i den krasse stemme.

Det her er rendyrket drama, som Lumet forstår det. Men andre karakterer synes derimod at være skrevet af historien. Molly Moe er skrevet ind for at fremelske Thomas’ blødere side som hans kreative mor/elskerinde. Som altid giver Trine Dyrholm alt, hvad hun har til rollen, men alligevel er hun ikke overbevisende som musikproducer – her ligger problemet i castingen og ikke i skuespillet.

At filmen foregår om vinteren, er måske en lidt for oplagt atmosfære-effekt, men vinteræstetikken håndteres flot af fotograf Laust Trier Mørk. Det er sigende, at filmens første rigtige solskin ses til en begravelse, og her er lyset koldt og grelt. Kun gradvist vender varmen tilbage, både i filmens farvepalette og i historien.