En engel af sten. Charles Bronsons vision

Makkerparret Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff, ph.d.’er begge og født henholdsvis 1974 og 1975, er mine nye yndlingsfilmskribenter, og jo før de bliver skrivende på Ekko, jo bedre.

Jeg blev fan, da jeg sidste år læste deres back to back-artikler i Kritik 211 og 212, ”Appetite for destruction. Revolutionære energier og frihedsforestillinger i Fast and Furious-serien” og ”I Gaias vold. Dybdeøkologiske omvæltninger og USA’s fald som naturens nation i Kingdom of Spiders”.

Det er pligtskyldigt og perfekt akademiske artikler med masser af fodnoter og teori-citater, uden problemer godkendt af peer reviewers, men samtidig båret af et stort, nørdet og lystfuldt engagement i de B- og C-film, der analyseres. Vi kan ikke være længere fra den væmmede distance i 70’er-ideologikritik som murstenen Tegneserier. En ekspansions historie. Hos Lillemose og Meyhoff er de kommercielle kulturprodukter ikke knægtet af ideologien, de gør visionært og anarkistisk modstand.

Deres tidlige artikel i Kosmorama 244 (2009), ”Byen bløder. Selvtægt og urbanitet i Death Wish-serien”, har samme pointe (selvtægtsfilm som nødskrig snarere end fascisme), men ikke samme opulente punch (sammenlign også titlerne). Det råder drengene bod på i deres lille, ekstremt veloplagte bog om manden, der ser rødt, En engel af sten. Charles Bronsons vision, der ikke for ingenting er udkommet på kunstbogforlaget Space Poetry.

Omsider befriet for deres akademiske forpligtelser går Lillemose og Meyhoff helt fra koncepterne, og konceptet er her et portræt af action-skuespilleren Charles Bronson som auteur, men igen og igen og lige fra starten af skrider teksten (eller teksterne rettere, der er tale om et hårdt tilhugget fragmentarium) ud i noget, vi snarere kunne kalde mytologisk hymne.

Så højstemt begynder løjerne:

”Charles Bronson er en bibelsk figur. Gammeltestamentelig. En morderengel beskyttet af en alvidende og retfærdig Gud, der holder hånden over sin håndlanger. Han er en ulige modstander. Han ankommer martret af menneskets ondskab og sulten efter at gøre et gnostisk regnskab op. Han er en enmandshær mod det onde. En godhedens slasher. Arret. Ubændig. Humorforladt. Syg i sjælen og ude af stand til at leve ubekymret. Billedet af Bronson er arkaisk-religiøst med rødder langt tilbage i menneskets kosmiske mytologi.”

Det her er betydeligt fedt skrevet, synes jeg, i sit vedkendt umulige forsøg på at nå frem til en egentlig bronsonsk stil: kantet, studs, direkte.

Og måske er det rigtigere at sige, at det er hymnen, der hele tiden skrider ud i skuespillerportrættet. Fra det mytologiske/mytologiserende udgangspunkt, den bibelske figur, nærlæses Bronsons skuespil eller anti-skuespil med fin, konkret præcision (og masser af film-henvisninger fra særligt 70’er- og 80’er-kanonen). Højdepunktet er klart den fysiologiske mini-encyklopædi tidligt i bogen, om Bronsons øjne, krop, overskæg, ører, hænder, blodårer (på underarmen) og næver. Her ørerne:

”Som et kattedyr har Bronson store ører. De er godt nok delvist tildækkede af hans imposante hårpragt af en løvemanke, men de er ikke desto mindre markante. Størrelsen er ikke en genetisk tilfældighed, snarere en evolutionær effekt af, at hørelsen er hans primære sans i det miljø, han bevæger sig rundt. Hørelsen er den sans, som han behersker de spændte situationer med. Den sans, han lydløst lokaliserer sit bytte med, inden han målrettet sætter ind med the kill.”

Det er ikke helt nemt for den afdøde Bronson at leve op til al den intense beundring. Man finder ingen Bronson-film på Netflix, men stadigvæk en hel del i Fona på Strøget i København. Jeg købte og så som research den første Death Wish-film, Michael Winners En mand ser rødt (1974) og blev ikke skuffet, men heller ikke ekstatisk.

Jeg er bange for, at jeg er gladere for Lillemose og Meyhoffs Bronson end for Bronsons Bronson. Men lad mig lige se Walter Hills åbenbart uomgængelige Street Fighter, før jeg fælder en endelig dom. Den må være til at finde på Amazon. Og hyr så lige makkerparret i mellemtiden, Ekko! Første opgave: Påskønnelse af den amerikanske Sharknado-trilogis økokritiske surrealisme.