En helt almindelig familie

”Er du fars lille fodboldpige?” spørger Mikkel Boe Følsgaard som familiefaren Thomas, mens han med et hjemmevideokamera i hånden zoomer ind på de babyblå øjne, der stirrer op i hans.

Starten på En helt almindelig familie er en halvgenial seance, der på få sekunder får etableret et genkendeligt 90’er-univers og et kærligt far-datter-forhold, som oser af nærvær.

Thomas’ hengivenhed er overrumplende, som han sidder der i sofaen med sin baby på lårene, mens han ser landskamp i fjerneren.

Brugen af hjemmevideo får én til at tænke på Jill Soloways helgeniale Transparent, hvis introsekvens er en montage af bar mitzvah-hjemmevideoer – og det er ikke sidste gang, at tankerne strejfer den banebrydende serie om transkønnethed.

Emma er nu elleve år og ganske rigtigt fars fodboldpige. Storesøster Caroline er en irriterende teenager, hvis største bekymring er hendes forestående konfirmation – selv da forældrene Thomas og Helle fortæller, at de går fra hinanden.

”Vi skal skilles, fordi far gerne vil være en kvinde,” fortæller Neel Rønholts arrigt sårede mor dér i starten af 00’erne, hvor en kønsskifteoperation stadig var noget, de færreste havde hørt om.

”Det kan man da ikke selv bestemme?” siger Emma med foragt i stemmen.

Den 31-årige instruktørdebutant Malou Reymann har gjort sig bemærket på Ekko Shortlist med Dem man elsker og ikke mindst 13, som handler om en ung pige, der skal tackle, at hendes far springer ud som homoseksuel.

Instruktøren evner med få replikker at få én til at tænke over, hvor langt vi er kommet i forståelsen for transpersoner.

Hvor Emmas udbrud i dag forhåbentlig ville afføde en tålmodig forklaring om krop og køn, var der dengang ikke mange svar at hente. Både pårørende og transperson stod ofte meget alene, og en operation var noget, man måtte til Thailand for at få foretaget uden sikkerhed for resultatet.

Således begynder Thomas at leve som Agnete, mens Emma og Caroline har forskellige reaktioner på farens nye liv.

Mikkel Boe Følsgaard er fremragende og fuld af smittende kærlighed. Det er skønt at følge hans færd mod at blive en selvsikker kvinde, som tør stå ved, hvem hun er.

Desværre leverer manuskriptet ikke den følelsesmæssige mavepuster, man havde håbet på. Det er lige før, at det hele bliver for let.

En scene, hvor Agnete og de to døtre får manicure, tåler sammenligning med en scene fra Transparent, hvor matriarken Maura er i stormagasin for at prøve parfume og makeup sammen med sine døtre. Hvor den vidunderlige scene hos Soloway ender med, at en kvinde skælder Maura hæder og ære fra for at benytte dametoilettet, er der minimalt drama hos Reymann.

Man savner at se Agnete få reaktioner som transkvinde fra det omkringliggende samfund. De er der, men de er meget få. I stedet har Reymann fokuseret på familien og døtrenes håndtering af situationen.

Lars Ranthes datter Rigmor Ranthe er et dejligt bekendtskab som den lige dele omsorgsfulde og egocentrerede Caroline. Men det kniber med at få en føling med den introverte Emma (Kaya Toft Loholt). Der mangler psykologisk indsigt i hendes følelsesliv, og der klippes alt for ofte væk fra dramaet, når hun endelig langer ud.

Mikkel Boe Følsgaard bærer filmen, og det skal blive interessant at se, om han bliver ramt af debatten om, hvorvidt en ciskønnet må spille en transperson. Hvad er vigtigst: repræsentation eller historiefortælling?

Så længe vi ikke har transperson-skuespiller, der som Boe Følsgaard kan trække folk i biografen, må vi være glade for at få udbredt historierne til det ganske land. En helt almindelig familie er i den henseende en yderst velkommen debut i dansk film.