En hvid, hvid dag

Den danskuddannede islænding Hlynur Pálmason fik et gennembrud herhjemme med debutfilmen Vinterbrødre, en visuelt forbløffende fortælling om to brødre i et goldt landskab.

De frapperende billeder tager pusten fra én, selv om den fragmenterede historie kan være svær at trænge ind i.

Det er ikke tilfældet i En hvid, hvid dag, hvor den 35-årige instruktør er vendt hjem for at udfolde en følsom fortælling om sorg og smerte. Denne gang leverer Hlynur Pálmason en mere klassisk underholdende film uden at gå kunstnerisk på kompromis.

Titlen henviser til et islandsk fænomen, hvor sne eller tåge får himmel og land til at stå i ét. Det hedder sig, at de levende på disse dage kan kommunikere med de døde.

Det grumme varsel hænger over filmens bemærkelsesværdige åbningsscene, hvor kameraet i fugleperspektiv følger en bil, der toner frem af tågen på de islandske landeveje. Bilen slingrer rundt og kører ud over en skrænt. Med ét har vores bistre hovedperson Ingimundur mistet sin kone, hans livs store kærlighed.

Politimanden, som spilles af Ingvar Sigurdsson, fortsætter med at gå på arbejde og taler kun modvilligt med en terapeut. Til gengæld åbner Ingimundurs kontakt med barnebarnet Salka langsomt en sprække ind til enkemandens sorgplagede sind.

Hun spilles af instruktørens datter Ída Mekkín Hlynsdóttir, der har et naturligt rørende samspil med Ingvar Sigurdsson.

Hans forrygende præstation bliver kun endnu mere hårdtslående, da Ingimundur opdager, at konen inden sin død formentlig har haft en affære med en kollega. Masochistisk graver han dybere, og med opklaringsarbejdet tager filmen en drejning ud i krimi-territorium.

Ganske rolige scener afløser hinanden, mens Pálmasons totale kontrol med fortællingens tempo holder os engageret frem mod finalens forløsende crescendo.

Instruktørens faste fotograf, Maria von Hausswolff, indfanger endnu en uvirkeligt hvid verden efter at have fået Faxe Kalkbrud til at ligne en fremmed planet i Vinterbrødre. Denne gang skaber historiens spændingselementer dog et mere målrettet drive end i den hypnotiske debutfilm.

Allerede med afgangsfilmen fra Den Danske Filmskole, En maler, viste Pálmason et umiskendeligt talent for at skabe slående billeder.

Siden har han ikke slækket på de kunstneriske ambitioner, og i En hvid, hvid dag tilføjer han med et hus i skiftende årstider og et mystisk krimi-element både timelapse og overvågningsbilleder til sin filmiske palet.

Mest af alt er filmen dog et inderligt nuanceret og overraskende morsomt karakterstudie af en hård mand i deroute.

Ingimundur går til fodbold med gutterne, men ignorerer bolden for at gå brutalt efter manden, som han mistænker konen for at have været utro med. Komikken slår af og til over i slapstick, der serveres sjovest i en scene, hvor den desperate mand låser sine kolleger inde i politistationens lille forvaringscelle.

Det er næsten for langt ude, men fordi alle personerne i landsbyen på kanten af verden er troværdige i deres afdæmpede følelsesliv, køber man også de mere overdrevne situationer. Alle er de udtryk for en forståelig vrede, som Ingimundur ikke videre sympatisk, men meget menneskeligt skyder videre på sine nærmeste.

Det kulminerer i filmens overrumplende afslutning, der med religiøse overtoner af skyld og skam bliver et opgør med alle Ingimundurs eksplosive frustrationer.

Med En hvid, hvid dag gør Hlynur Pálmason igen uudsletteligt indtryk og indtager sin plads som et af europæisk films største instruktør-talenter. Han har begået en lille perle af en traume-krimi, der lydefrit opnår harmoni mellem kunstnerisk udtryk og engagerende fortælling.