En kat i Paris

Pixars mesterlige animationsfilm bliver set af børn i alle aldre, og indimellem får en ny – eller gammel – Miyazaki-film premiere i en københavnsk arthouse-biograf.

Men alt for få kunstnerisk interessante børnefilm får chancen i den benhårde kamp om spilletiden i de danske biografer. Det mener det danske distributionsselskab Angel Films, der derfor har indstiftet konceptet ”Rabalder Bio” og hentet en række kvalitetsbørnefilm til landet, som biograferne kun forpligter sig på at vise lørdag og søndag formiddag, så de ikke optager de eftertragtede sale fra markedsføringsspektakler som Niko 2 – De flyvende brødre, Asterix & Obelix – og briterne og Klokkeblomst og vingernes hemmelighed.

Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnols franske En kat i Paris er første omgang rabalder. Men er her så noget at komme efter for de seks-tolv-årige børn, som de ikke kan hente hos de mere markedsdygtige konkurrenter?

Svaret er heldigvis ja, både i streg, tone og budskab. En kat i Paris, der blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm sidste år, er en enkel, men aldrig banal historie fortalt i en besnærende skæv og flad tegnestil. Den distancerer sig fra de bløde amerikanske buer, som ellers er tidens trend.

Titlens kat, Dino, lever en dobbelttilværelse i byernes by. Om dagen er han loyalt kæledyr for den lille pige Zoé, der bor med sin stressede alenemor, politikvinden Jeanne. Jeannes mand – Zoés far – blev dræbt af den brutale gangster Costa, og siden har Zoé ikke mælet et ord.

Om natten er Dino mestertyven Nicos medsammensvorne, når han på umanerlig tyste listefødder stjæler smykker og andre værdifulde genstande fra museer og rigmandshuse – som i den finurligt veloplagte åbningsscene, hvor han løber om hjørner med to bovlamme sikkerhedsvagter.

De to spor smelter sammen, da Zoé følger efter Dino og ender i hænderne på Costas forbryderbande, som samtidig forsøger at få fat i den sagnomspundne skulptur Kolossen fra Nairobi for næsen af alle andre.

Derfra går den vilde jagt over stok, sten og først og fremmest tagryg. I medrivende sekvenser i fugleperspektiv over Paris ophæves tyngekraften, når Dino med meterlange skridt svæver over hustagene, og selv den korporlige Costa kommer fra bygning til bygning med bemærkelsesværdig fart.

Forfølgelsesplottet er flot forløst med afdæmpede, men fantasifulde virkemidler. Da lyset slukkes, visualiseres mørket elegant med hvide konturer om kroppene på de forvildede forbrydere – et kreativt bud på tegnefilmens nightvision. De hvælvede linjer giver et proportionsforvrænget udtryk, der antager mareridtsagtigt antræk i et par surrealistiske scener. Når Jeanne midt i sin Tai Chi-øvelse pludselig ser Costa for sig som monstrøs kæmpeblæksprutte, er det foruroligende på den hyggelige måde, som også filmens målgruppe vil kunne kapere. Rammen er dog dybest set realistisk – katten er kvik, men lige så umælende som sin ejer.

Mere tung og overtydelig bliver filmen i dialogen, især når Costas gumpetunge gorillaer falder verbalt over hinanden i en konkurrence på platte bemærkninger. Men hvad skal man også med ord, når man har en stum hovedperson, hvis emotionelle rejse føles naturlig og vedkommende. Zoé er blevet svigtet af en voksenverden, hvor ondskaben har sejret, og hvor selv hendes moralske kompas, den lovhævdende mor, har svært ved at slå til.

Felicioli og Gagnol demonstrerer med lidt over en times effektiv historiefortælling, at man sagtens kan skabe følelsesmæssig og visuel dybde uden buldrende 3D-effekter.