En splittet familie

”Menneskelighed og nåde eksisterer ikke mere,” siger manden opgivende i telefonen. 

I den anden ende af røret græder kvinden. De er gift og befinder sig i hvert deres land. Manden i Canada. Kvinden i Danmark. Deres børn lever alene i Tyrkiet. De er flygtet fra den katastrofale borgerkrig i Syrien. 

Krigen har ikke bare frataget dem deres hjem og liv, men også adskilt familien. 

I disse corona-tider mærker man for alvor betydningen af at være adskilt fra dem, man holder af. Og forstår, hvordan et virtuelt møde over Skype kan være en lille trøst.

Men vi ved, at det er tidsbegrænset.

For den syriske familie er et videoopkald den eneste løsning for kontakt, når man er efterladt i et bureaukratisk limbo og ikke ved, hvornår foreningen vil ske – om overhovedet.

Lige så frustrerende filmen er, lige så human og hjertevarm er den. På trods af en kafkask situation med adskillige blindgyder i systemet, møder man en ganske almindelig familie, der engang levede et normalt liv.

Det gør ondt i hele kroppen at følge den syriske familie i deres desperate forsøg på at blive forenet og kæmpe mod et system.

Dokumentaren følger familien i hvert deres land. De to drenge, Jad og Nidal på elleve og sytten år, bor i Tyrkiet. Faren Muhkles bor i Canada, hvor han har ansøgt om statsborgerskab og familiesammenføring.

To et halvt år før flygtede moren Rana til Danmark i håbet om et liv i tryghed langt fra krig. Dengang lå deres hjem begravet i ruinerne i Aleppo. Hun havde troet, at det var muligt at få børnene til Danmark inden for et halvt år, men den europæiske flygtningepolitik forhindrer det.

Nu befinder de sig fortvivlet i hvert deres land. Tættest kommer man på Rana, som bor i Assens. Filmen skildrer hendes opslidende rejse rundt i det bureaukratiske system af samtaler med politiet, ambassader, integrationsmyndigheder og advokater. Selv indfødte ville blive slidt op.

Jo længere i historien vi kommer, desto mere svinder håbet om genforening.

Der er kommet mange fremragende dokumentarer ud af den syriske borgerkrig. Senest har den dansk-producerede og Oscar-nominerede The Cave haft sin gang i de danske biografer. Men hvor den har selve krigens brutalitet i fokus, er En splittet familie en fortælling om de konsekvenser, krigen efterfølgende har. 

Sorgen over at være en adskilt familie hænger tungt over dem alle. Rana og Muhkles bærer samtidig på skyldfølelse i forhold til børnene. Og kan de to forældre redde de kærlige følelser, de engang havde for hinanden?

Det er krigens brutale bivirkninger, vi ser. Det er hjerteskærende at bevidne lillebrorens triste ansigt eller morens tårer, der løber ned ad hendes kinder efter endnu en visa-afvisning. Men den ældre brors voksende apati rammer lige så hårdt.

Instruktør Mira Jargil blander optagelserne af familien med gammel hjemmevideo fra familiens tid i Syrien. Stunder i dagligstuen, klip fra børnenes barndom og fra solnedgange på ferier. Det er en påmindelse om, at der trods alt engang har eksisteret en almindelig hverdag i landet.

Og endnu vigtigere: At de engang var mere end blot flygtninge.

For Mira Jargil er filmen en fortsættelse af, hvad hun hidtil har arbejdet med. Hun interesserer sig dybt for mennesker, ikke mindst når de befinder sig i en forandringsproces.

I hendes fremragende afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Den tid vi har, følger vi bedsteforældrene under mormorens sidste tid. I Drømmen om en familie er det den tidligere misbruger Per, der forsøger at redde stumperne af familien. Og med Til døden os skiller kom vi tæt på fem aldrende vestjyder i deres livs efterår. 

En splittet familie er vigtig i en tid, hvor flygtninge i den politiske debat ofte bliver dæmoniseret. Det er et rørende og empatisk portræt af fire mennesker, der befinder sig i en umenneskelig situation.