En, to, tresomt

Claus Bjerre er en erfaren herre. Siden 1989 har han været scenograf, konsulent og rekvisitør på diverse spillefilm. Han har instrueret tv-serier, og så er han manden, der i 2005 genoplivede Far til fire.

Siden har han med jævne mellemrum scoret kassen, når de små poder og deres hårdtprøvede forældre har taget endnu en tur i Onkel Anders’, Søs’ og Lille Pers tivoli. Publikum har elsket det, anmelderne har hadet det – igen og igen.

Claus Bjerre er en håndværker, der kan sætte ting i scene, så det fungerer. Men faktisk er han uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og fra 2001 til 2007 var han sågar leder af Filmskolens instruktørlinje. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at han med En, to, tresomt nu springer ud som filmkunstner med stort K.

En længe ventet debut, kan man vel nærmest sige. Og man går til filmen med store forhåbninger. Og En, to, tresomt føles da også som en debutfilm, men desværre af alle de forkerte grunde.

Sammen med tre unge skuespillerspirer har Bjerre villet provokere og udfordre vores gængse forestillinger om parforholdet. Men et kontroversielt emne alene gør aldrig en god film.

Lucas (Lucas Alexander) og Siff (Siff Lundgreen) er stadig i gang med at male deres nye lejlighed, da Siffs barndomsveninde Maria (Maria Cordsen) dukker op og beder om støtte og husly. Hun er ulykkelig, skredet fra kæresten.

Den er Lucas slet ikke med på, men Siff, der læser sexologi, er rummelig og forstående og kan ikke afvise sin veninde. Da Siff tager på studietur til Ærø for at lære om tantrasex, er Lucas ikke meget for det. ”Jeg troede, du var okay med det,” svarer Siff, forurettet, da Lucas surmuler. ”Jeg er helt okay med det,” siger han, indestængt. Når man siger ”ja”, mener man ”nej”. Alle parforholdets klichéer gennemspilles.

Så måske er det derfor, Lucas knalder med Maria, mens Siff er på kursus. Og så har han selvfølgelig også set den bramfrie Maria nøgen, og kameraet gør i den scene, alt hvad det kan for at gøre Maria erotisk og uimodståelig.

Maria går til bekendelse. Og Siff bliver vred – i to sekunder. Så finder hun i al sin affekt ud af, at hun altså ikke kan undvære Siff! Så hvorfor ikke bare deles om Lucas? Tænk, hvis livet var så nemt og smertefrit, som det udspiller sig i det overraskende uerotiske ”erotiske” kammerspil.

Siffs reaktion er uforståelig. Godt nok er hun sexologistuderende, men hun virker også enormt skrøbelig og introvert. Desuden er intet menneske så tolerant.

Men filmens præmis, polyamorien, skal forløses. Og sådan går det lidt for gelinde fra A til B i En, to, tresomt. Psykologien markeres, men får aldrig lov til at spile sig ud.

Filmen lanceres kækt som en trekantskomedie og er selvfølgelig også en film om at være ung og forvirret på Nørrebro. På Sankt Hans Torv får vi en pikslikkerpendant til fisseslikkerscenen i Jonas Elmers perle Let's get Lost, som En, to, tresomt meget gerne vil ligne. Og det er næsten sjovt, når de to piger lægger knaldeskema og ikke synes, der er nogen grund til at lade den syvende ugedag gå til spilde.

Men det er, som om personinstruktionen er udeblevet. Det er for staccato, A-B, B-C og så fremdeles. Og Bjerre ejer ikke Jonas Elmers jazzede anarkisme.

Der sigtes efter slut-90’ernes umiddelbarhed og ægthed, og her er både håndholdt kamera, improvisation. Manualen for en dansk art film følges nøje. Stravinskys Le sacre du printemps giver Lucas lidt dybde, et par millimeter, mindst, og får symbolsk prægnans, når Siff knækker hans plade i undertrykt vrede. Og Maria, forføresken, har haft en stedfar, som tog hende på røven. Nå, okay!

En, to, tresomt kalder desværre på et ordsprog: Skomager, bliv ved din læst.