Encanto

Selv når Disney forsøger at virke allermest velmenende, falder man igennem.

Efter succeser som Coco og Vaiana er filmverdens største imperium klar over, at 3D-animerede historier om kvinder i ofte oversete kulturer som Mexico og Polynesien ikke er så modigt alligevel.

Oven i købet handler de nye Disney-prinsessers historier ikke om romancer med prinser, så det virker, som om Disney følger med tiden.

Men én ting vil aldrig ændre sig.

I Disney-film kommer familien før alt andet. Og det går desværre hårdt ud over historien i Encanto. Den udspiller sig midt i Columbias jungle, hvor en lille by ved navn Encanto (på dansk: charme) ligger omringet af høje bjerge.

I en levende villa midt i landsbyen bor familien Madrigal. Familien ledes af bedstemoren Abuela Alma og hendes børn og børnebørn. De har alle superkræfter, som de nu bruger til at hjælpe byens borgere med hverdagsproblemer.

Lige bortset fra Mirabel (Mira Andrea Balloli), som ingen kræfter har.

Den bebrillede pige gør alligevel sit bedste for at bidrage til familien, der behandler hende med enten nedladende medlidenhed eller decideret foragt.

Men da sprækker begynder at opstå i villaen, og familien står til at miste sine kræfter, ser det ud til, at kun Mirabel kan redde magien.

Den farverige 3D-animation er mere imponerende og taktil end nogensinde. Og musical-mesteren Lin-Manuel Mirandas sange er lige så charmerende som villaens store persongalleri af skæve superhelte.

Fra det usikre muskelbundt Luisa til den forsvundne spåmand Bruno, som ingen kan lide, fordi hans spådomme altid er ubehagelige.

Den danske dubbing er for det meste overbevisende, men Mirandas hurtige melodier er ikke skrevet med dansk for øje. Ofte er det umuligt at forstå teksten, ligesom figurernes hyppige spanske udtryk tit falder til jorden i de danske replikker.

På trods af de små skønhedsfejl starter Encanto alligevel som en fin historie om at sætte pris på den krop, man nu har. Et godt budskab for børn midt i et landskab fyldt med superhelte!

Filmens bedste scene er, da kæmpen Luisa synger til Mirabel om, at det kan være et pres altid at skulle være stærk.

Samtidig falder større og større sten og til sidst villaen symbolsk ned på hendes brede skuldre. Imens danser æsler rundt om hende i et af filmens klart sjoveste øjeblikke.

Men selv om vi begynder at forstå Luisas og visse andre familiemedlemmers kriser, er det svært at synes om bedstemor Abuela og den arrogante søster Isabela, som konstant afviser og kritiserer Mirabel.

Og da bedstemoren går over stregen, og huset endelig falder sammen, så magien forsvinder, virker det egentlig befriende. For hvorfor skal vi heppe på, at byens magiske kongefamilie kan beholde deres palads og kræfter?

Landsbyer har vel klaret sig uden en magisk overmagt før.

Det ville egentlig være en fin slutning at opløse skellet mellem byboerne og Madrigal-familien. Især fordi flere i familien tilsyneladende ikke har meget til overs for ikke-magiske undermennesker som Mirabel, der i virkeligheden har mere tilfælles med byens folk.

Her svæver Walt Disneys spøgelse ind i filmens slutning og redder dagen.

Problemet er, at historien handler om en ung pige, der har et handikap, men må lære at finde sig til rette i et hjem, der ikke strækker sig det mindste for at give hende plads.

Mirabels indre rejse er ikke medrivende, fordi hun i virkeligheden ikke burde ændre sig. Det burde hendes familie til gengæld, så lad dog huset brænde!