The End of the F***ing World – sæson 2

Hvordan fortsætter du efter en slutning, der er mere eller mindre perfekt?

Alyssa og James fandt mening i hinandens apati, men ude på landevejen blev de hurtigt mødt af virkelighedens grusomheder.

Deres eventyr sluttede tragisk i stil med det berømte forbryderpar Bonnie Parker og Clyde Barrow under depressionen i USA. Nemlig med en kugle i ryggen på James, der blev skudt af myndighederne, efter at han have myrdet Alyssas voldtægtsmand.

Ung, ulykkelig kærlighed. Hvad mere er der at sige?

Åbenbart ikke meget, hvis man skal tro anden og sidste sæson af serien, som følger de ulykkelige teenagere to år efter de tragiske begivenheder og med lækkert neonlys og indbydende popmusik skaber atmosfæren i scenerne.

Alyssa og James er begge blevet tvunget tilbage til en kedsommelig, kold hverdag. James fik ikke sin heroiske død, men blot et længere hospitalsophold. Derimod falder hans far død om på bowlingbanen på grund af et dårligt hjerte.

Alt lys er forsvundet i rebelske Alyssas øjne. Hun overvejer selvmord, men bestemmer sig i stedet for at blive gift. Så sker der da noget.

Alyssa og James bliver dog tvunget sammen igen, da fortiden kommer og banker på døren i form af psykopatiske Bonnie. Hun vil hævne sig på teenageparret, der har dræbt hendes kæreste.

Bonnie er det eneste nye element i en sæson, der ellers kører i samme rille som den første.

Alex Lawthers James har svært ved at udtrykke sin enorme kærlighed til Alyssa, som heller ikke kan finde ud af at håndtere medfølelse. Denne gang er hun klædt i en brudekjole fra den bryllupsreception, hun er løbet væk fra, mens James stadig går rundt i begravelsestøj med sin fars urne under armen.

De to teenagere tager på en ny flugt, og denne gang bliver de jagtet af Bonnie, som siden slår sig sammen med dem.

Naomi Ackie gør ellers et glimrende arbejde med at gestalte den forvirrede og grådkvalte Bonnie, der er vokset op i et hjem, hvor straf og kærlighed gik hånd i hånd. Men hun tilføjer desværre intet til de to turtelduers dynamik, og hendes morderiske mani virker klichépræget i betragtning af, hvor delikat serieskaber Charlie Covell behandler psykisk sygdom i første sæson.

Som den nye hovedperson er det ellers Bonnie, der skal drive handlingen fremad, men den kommer ikke rigtigt ud af stedet.

Det er på sin vis en del af pointen.

Da Alyssa og James igen tager hans fars bil ud mod den ukendte horisont, er der ingen af dem, som har megen gejst. Nok er James i live, men deres romantiske affære er død og begravet.

Jessica Bardens Alyssa er stadig seriens absolutte es. Som når hun stirrer blankt ud mod uendeligheden, sender falske krokodillesmil til moren eller ikke har andet at sige til tragedien end et brovtende: ”Shit …”

Ude i verden lurer stadig den ene grimme mandsperson efter den anden.

En uskyldigt udseende krovært viser sig at have den samme fetich som en vis rødhåret standup-komiker. Og da Bonnie løber ind på et apotek for at købe bandage til et åbent sår, bliver hun mødt af en nedladende apoteker. Han proklamerer, at han er feminist, men begynder straks at mansplaine, hvad hendes problem er.

De talrige voice-overs fra Alyssa, James og Bonnie giver et fantastisk indblik i deres forstyrrede sind, og seriens pointe om, at tingene nogle gange bare ikke går, som man havde håbet, giver en blyklump i maven.

Men det er ikke grund nok til at give kunstigt liv til personer og en historie, der endte så smukt i første sæson.