Ender’s Game

Orson Scott Card er med over 70 udgivelser gennem tre årtier en af nutidens bedst sælgende amerikanske science fiction-forfattere.

Men ved siden af de bogsucceserne har forfatteren også været i vælten i medierne for sine kontroversielle holdninger om, at homoseksualitet skal forbydes, og at ægteskaber mellem mennesker af samme køn er en direkte trussel mod civilisationens overlevelse.

I gennembrudsromanen Ender’s Game (på dansk Enders strategi) fra 1985 er det dog hverken bøsser eller lesbiske, der truer Jorden, men derimod insektlignende rumvæsener, som vil menneskeracen til livs.

Filmatiseringen er relativt tro mod det litterære forlæg, hvor ti millioner mennesker i en nær fremtid omkommer under en fjendtlig invasion fra det ydre rum.

50 år efter tragedien møder vi den splejsede knægt Ender, der er vokset op i et samfund, som har sat alle kræfter ind for at væbne sig mod et nyt angreb. Her får nyfødte børn monteret et kamera i nakken, så militæret i bedste George Orwell-stil kan overvåge og rekruttere dem med mest strategisk potentiale.

Ender tiltrækker Oberst Graffs (Harrison Ford) opmærksomhed, da drengen i filmens første sekvens snarrådigt gennembanker en tyran, som er efter ham i skolegården.

”Hvorfor blev du ved med at slå ham?” spørger Graff ham efter afstraffelsen. ”For at være sikker på, at han forstod budskabet,” kommer det kynisk fra knægten.

Mere skal der ikke til, før Ender bliver udråbt til den messias, som skal lede slaget under næste invasion.

Turen går til militærakademiet, som befinder sig på en roterende rumstation, der har lånt sit visuelle design fra Rumrejsen år 2001. Herefter udvikler filmen til at være en slags Harry Potter i det ydre rum, og det er da også svært at forestille sig, at J.K. Rowling ikke har læst Orson Scott Cards roman, inden hun selv satte sig til tasterne.

I Ender’s Game har instruktør Gavin Hood desværre bare svært ved at skabe magiske øjeblikke, når Ender møder nye venner og fjender på skolebænken. Vi får en overfladisk antydning af en romance mellem Ender og pigen Petra (Hailee Stainfeld), mens det er en tam affære, da hans anspændte forhold til akademiets usympatiske stjernekadet Bonzo (Moises Arias) kulminerer.

På rumstationen træner eleverne simulerede krigssituationer, der udføres i vægtløs tilstand. Visuelt er scenerne solidt udført, men når filmen får premiere lige i kølvandet på Gravity, som sætter nye standarder for scener i vægtløse omgivelser, falder de lange træningssekvenser i Ender’s Game alligeveltil jorden.

Handlingen består af den ene simulerede øvelse efter den anden, uden at den reelle trussel fra rumvæsenerne for alvor manifesterer sig i plottet. Da det afgørende twist endelig folder sig ud, har man for længst mistet interessen. Værst er dog lydsiden, hvor påtrængende strygere konstant prøver at opretholde spændingen.

Sekstenårige Asa Butterfield fik sit gennembrud i Martin Scorseses Hugo, hvor han med sin spinkle krop og sine uskyldige blå øjne flot udfyldte rollen som den hjemløse dreng. Det forklares, at Ender psykisk er en blanding af engel og psykopat, men skuespilleren og instruktøren formår stort set kun at skildre de psykopatiske træk, så man har svært ved at fatte sympati for ham som Jordens redningsmand.

Harrisons Ford præstation nærmer sig det katastrofale. For nylig udtalte Nicolas Winding Refn i et Ekko-interview, at skuespilleren har taget så meget narko, at han ikke er i stand til at formulere en sætning.

En grov påstand, som 71-årige Ford ikke ligefrem modbeviser i Ender’s Game, hvor han mumler sig igennem filmen uden snerten af nærvær.