The English Game

Hold op, hvor denne anmelder savner fodbold. Dette gamle, smukke spil med hjerte og passion, der kan gøre selv en grå søndag til en solskinsdag. 

Covid-19 har taget et jerngreb på verdenssamfundet og sat en stopper for alt, hvad vi holder af – også fodbold.

Men Netflix kommer alverdens fodboldfans til undsætning med miniserien The English Game, et fodbolddrama om sportens begyndelse, da amatører løb rundt på mudrede baner. Det er også et drama fra industrialiseringen, hvor en voksende utilfredshed bredte sig blandt det arbejdende folk.

Med Downtown Abbey-skaberen Julian Fellowes bag bolden er forventningerne skruet i vejret.

Desværre er serien, hvor danske Birgitte Stærmose har instrueret tre afsnit, endt med at være et skud langt forbi målet.

De fodboldspil, vi kender i dag, blev grundlagt i 1863, da de blev skrevet ned og vedtaget af The Football Association (FA).

Dengang var der ingen Premier League, men kun amatører, der deltog i en knald eller fald-turnering. Det var de riges spil med udgangspunkt i de engelske kostskoler.

Men i The English Game begynder arbejderklubberne at røre på sig. Den nordengelske klub Darwen, hvis by er opbygget omkring en fabrik, henter to dygtige, skotske spillere: Fergus Suter og Jimmy Love.

Arbejderklubben bryder de daværende regler og betaler dem for at spille.

Længere sydpå befinder den velhavende klub Old Etonians sig med Arthur Kinniard i spidsen. Eller The FA kan vi også kalde dem, da stort set alle spillerne sidder i fodboldforbundets bestyrelse. Men de føler, at deres spil er ved at blive taget fra dem.

Der er mange spændende temaer i The English Game. Det er rig mod fattig, kapitalismens brutalitet, og alene fortællingen om, at fodbold altid har været politisk, er interessant.

Men serien virker ekstremt konstrueret, og karaktererne fremstår nærmest karikerede. Der er den gode hjælper, den lidende og forpinte stjerne, den aggressive arbejder og de arrogante gentlemen.

Sidehistorierne, der skal give tændstikmændene lidt kød på, formår aldrig at engagere. For eksempel er Fergus Suters patetiske far lige så overbevisende som en revyskuespiller.

Dialogen er overdramatisk og meget langt fra de elegant diskrete replikker i Downton Abbey.

For slet ikke at tale om de tåkrummende scener fra fodboldbanerne, hvor det er tydeligt for enhver, der ved det mindste om spillet, at skuespillerne er de rene knoldesparkere. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at lave optagelser af en kamp, der blot er nogenlunde overbevisende?

Så kære fodboldfan: Find i stedet gamle kampe fra dit hold på YouTube! Og kære periodedrama-fan: Gense du blot Downton Abbey!