Serieanmeldelse
28. mar. 2020
The English Game
Selv om både udstyret og tempoet var anderledes i 1800-tallet, da sportsgrenen blev opfundet, ved vi altså godt, hvordan det ser ud, når man spiller fodbold, skriver Ekkos anmelder. Foto | Netflix

The English Game

Fodboldfans sukker i denne coronatid efter deres elskede kampe, men britisk Netflix-miniserie om sportens spæde begyndelse er ikke svaret på bønnerne.

Af Mikkel Krebs Behnke

Hold op, hvor denne anmelder savner fodbold. Dette gamle, smukke spil med hjerte og passion, der kan gøre selv en grå søndag til en solskinsdag. 

Covid-19 har taget et jerngreb på verdenssamfundet og sat en stopper for alt, hvad vi holder af – også fodbold.

Men Netflix kommer alverdens fodboldfans til undsætning med miniserien The English Game, et fodbolddrama om sportens begyndelse, da amatører løb rundt på mudrede baner. Det er også et drama fra industrialiseringen, hvor en voksende utilfredshed bredte sig blandt det arbejdende folk.

Med Downtown Abbey-skaberen Julian Fellowes bag bolden er forventningerne skruet i vejret.

Desværre er serien, hvor danske Birgitte Stærmose har instrueret tre afsnit, endt med at være et skud langt forbi målet.

De fodboldspil, vi kender i dag, blev grundlagt i 1863, da de blev skrevet ned og vedtaget af The Football Association (FA).

Dengang var der ingen Premier League, men kun amatører, der deltog i en knald eller fald-turnering. Det var de riges spil med udgangspunkt i de engelske kostskoler.

Men i The English Game begynder arbejderklubberne at røre på sig. Den nordengelske klub Darwen, hvis by er opbygget omkring en fabrik, henter to dygtige, skotske spillere: Fergus Suter og Jimmy Love.

Arbejderklubben bryder de daværende regler og betaler dem for at spille.

Længere sydpå befinder den velhavende klub Old Etonians sig med Arthur Kinniard i spidsen. Eller The FA kan vi også kalde dem, da stort set alle spillerne sidder i fodboldforbundets bestyrelse. Men de føler, at deres spil er ved at blive taget fra dem.

Der er mange spændende temaer i The English Game. Det er rig mod fattig, kapitalismens brutalitet, og alene fortællingen om, at fodbold altid har været politisk, er interessant.

Men serien virker ekstremt konstrueret, og karaktererne fremstår nærmest karikerede. Der er den gode hjælper, den lidende og forpinte stjerne, den aggressive arbejder og de arrogante gentlemen.

Sidehistorierne, der skal give tændstikmændene lidt kød på, formår aldrig at engagere. For eksempel er Fergus Suters patetiske far lige så overbevisende som en revyskuespiller.

Dialogen er overdramatisk og meget langt fra de elegant diskrete replikker i Downton Abbey.

For slet ikke at tale om de tåkrummende scener fra fodboldbanerne, hvor det er tydeligt for enhver, der ved det mindste om spillet, at skuespillerne er de rene knoldesparkere. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at lave optagelser af en kamp, der blot er nogenlunde overbevisende?

Så kære fodboldfan: Find i stedet gamle kampe fra dit hold på YouTube! Og kære periodedrama-fan: Gense du blot Downton Abbey!

Titel:
The English Game

Land:
England

År:
2020

Serieskaber:
Julian Fellowes

Medvirkende:
Edward Holcroft, Kevin Guthrie, Charlotte Hope, James Harkness, Niamh Walsh, Craig Parkinson

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
20. marts på Netflix

Relevante artikler

Biografanmeldelse
22. sep. 2019
Downton Abbey

Downton Abbey

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
20. dec. 2022
Dreyers Gertrud

Dreyers Gertrud

Boganmeldelse
17. juni 2022
Om kedsomhed

Om kedsomhed

Biografanmeldelse
03. maj 2022
Skolen ved verdens ende

Skolen ved verdens ende

Biografanmeldelse
25. apr. 2022
Jeg er Zlatan

Jeg er Zlatan

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!