Ennio Morricone – The Maestro

”La Grande Maestro.”

Med de ord introducerer Quincy Jones italienske Ennio Morricone på scenen i dokumentaren om den ikoniske filmkomponist.

Undervejs i filmen kommer lignende hyldester fra stribevis af kendisser, hvis veje har krydset den feterede italiener. De medvirkende tæller de normalt meget mediesky instruktører, Terrence Malick og Wong Kar-wai, samt filmkomponisterne John Williams og Hans Zimmer.

Giuseppe Tornatore er bedst kendt for sin nostalgiske perle Mine aftener i Paradis, som Ennio Morricone lavede musikken til. Og hans dokumentar nøjes ikke med rosende ord til mesteren, der døde i 2020.

Ennio Morricone – The Maestro overskrider biografiens ofte snævre rammer ved at skrive højde- og lavpunkter i komponistens lange karriere sammen med historiske nedslag i det 20. og tidlige 21. århundrede.

Historien starter under fattige kår i Benito Mussolinis fascistiske Italien. Farmand Mario forsørger familien med de håndører, han tjener ved at spille trompet på Roms natklubber.

Ennio beretter selv om farens optrædener for tyske og amerikanske soldater under Anden Verdenskrig.

En overgang optræder de sammen, før hovedpersonen i 1946 bliver færdiguddannet på musikkonservatoriet og starter en karriere, der ender med at være skelsættende for både film- og musikindustrien.

Trods en spilletid på to en halv time går filmen ikke i dybden med hovedpersonens privatliv. Men rejsen igennem den store karriere er ikke desto mindre fængslende. Dokumentaren skildrer den evigt foranderlige underholdningsindustri og de passionerede kræfter, der holder hjulene i gang.

Morricones toner rummer en sælsom dualisme. Hans finkulturelle ambitioner giver musikken en overvældende og opulent lyd, der står på skuldrene af Beethoven og Chopin.

Samtidig er der et umiskendeligt præg af popkulturelle strømninger, som Morricone var frontløber for både som avantgarde-musiker og i arbejdet for den italienske tv-kanal RAI i 1950’erne. Det kommer bedst til udtryk i hans magiske musik til spaghetti-westerns som Den gode, den onde og den grusomme.

Melodierne bliver for altid siddende i kroppen.

”Jeg hørte den om og om igen,” siger Quentin Tarantino, der også er med i filmen. Melodien fremkalder øjeblikkeligt knivskarpe billeder af Leones maleriske vilde vesten, hvor en storrygende og svedglinsende Clint Eastwood iklædt støvet poncho løber rundt i en tilsandet kirkegård for at finde en skjult skat.

Det er yderst effektfuldt, at tonerne ikke stopper, når de medvirkende taler om Morricone. I et fintfølende lydbillede skrues der op og ned for volumen efter behov.

Filmen fletter Morricones imponerende portefølje af værker ind i en nærmest opera-storladen beretning om nybrud, perfektionisme og lidenskab, der gjorde hans sælsomme lyd uundværlig igennem 50 års filmhistorie.

Tilsat klip fra tilhørende film, optagelser af musikeren i arbejde og private fotos smelter hans virkelige liv sammen med fiktionen, han har beriget.

Hyldesten er overvældende, men forhindrer ikke en kritisk tilgang til mesterens karriere. 1970’ernes eksperimenterende lyd i samarbejdet med Dario Argento var mindre vellykket, men fejes ikke ind under gulvtæppet.

Også stjernenykkerne, når store navne fra Hollywood ville bestille musik, der mindede om storhedstiden i 1960’erne, får lov til at fylde. De påvirkede musikken til Oliver Stones U Turn fra 1997. Komponisten beskrev det selv som banal og barnagtig tegnefilmmusik, der ikke levede op til hans talent.

Ennio Morricone – The Maestro er en bevægende fortælling om en stædig kunstner. Enhver cineast og musikelsker bør se filmen.