The Equalizer

En proptrækker op gennem hagen, en boremaskine gennem baghovedet og et smadret wiskey-glas mellem øjnene. Det er blot nogle af de opfindsomme måder, Robert McCall – en mystisk ansat i et byggemarked – bruger, når han skal slå sine russiske plageånde ihjel.

Denzel Washington er tilbage som hårdtslående action-helt i The Equalizer, der er en genindspilning af en tv-serie fra 1980’erne. Den er instrueret af Antoine Fuqua, som også har instrueret den fremragende Training Day, der indbragte Washington en Oscar.

Den joviale og vellidte enspænder Robert McCall har selvfølgelig ikke altid arbejdet i et byggemarked. Det afsløres i hans små ritualer, der peger på en fortid, der klogelig afsløres sent i filmen.

Han er organiseret grænsende til det maniske. Det tager ham fem minutter og nitten sekunder at tage opvasken, og hver dag besøger han den samme restaurant, hvor han omhyggeligt lægger bestik, serviet og sit medbragte tebrev, som var det porøse fossiler, han havde at gøre med.

Her møder han den unge og intelligente prostituerede Teri (spillet en smule anonymt af Chloë Grace Moretz), hvis arbejdsgivere – en flok tatoverede russiske gangstere – banker hende, så snart hun ikke makker ret.

Men i modsætningen til McCalls medarbejdere er det lykkes Teri at komme ind på livet af ham, og snart befinder han sig i løvens hule.

Blandt butterflyknive, pistoler og dødningehoveder forsøger McCall at købe Teri fri. Men da det afslås, transformeres Denzel Washingtons bekymrede ansigt til et sejt, bistert udtryk, og så bryder helvede ellers løs.

Robert McCall starter stopuret. 30 sekunder har han, og med et falkeblik vist i slowmotion udser han sig alle de genstande, der kan bruges som våben, hvorefter han behersket nedlægger sine modstandere én efter én i en velkomponeret action-sekvens.

Det udløser en sand heksejagt på McCall fra den russiske mafia anført af den erklærede sociopat Teddy, der, i stil med McCall selv, smadrer sine ofrer med askebægre og de bare næver.

Det er i spillet mellem de to ligemænd, at filmen folder sig ud. Og det fungerer især i en scene, der er Heat værdig, hvor de to kamphaner nærmest synes at sige: god kamp!

Men The Equalizer har to store problemer.

En ellers velspillende Denzel Washington er så cool, at man som publikum aldrig opnår suset fra følelsen af, at vores hovedperson rent faktisk er i fare.

Robert McCalls projekt som ”the equalizer” – manden, der udligner andres hårde odds – er for konfliktforladt.

Hans modstandere er anført af en russisk sociopat af en gangster – en ensidig og triviel skurkekarakter, der ikke lader publikum tilbage med en snært af tvivl om, hvor sympatien skal lægges.

Også McCalls motivation for at hjælpe Teri er for uskyldsren. Det er godhed og ikke et hævntogt eller et forsøg på at genrejse sig selv, hvad der havde været langt mere pirrende at følge. ”Jeg har gjort mange ting, jeg ikke er stolt af,” siger han, men hvorfor bliver der ikke gravet lidt mere i det?

The Equalizer er et klassisk action-brag, der med vekslende succes skruer på alle de sædvanlige knapper. En toer er allerede i støbeskeen. Forhåbentligt kommer der lidt flere ridser i lakken hos vores hovedperson næste gang.