The Equalizer 2

Det tager ikke mange minutter, før man finder ud af, hvilken type film The Equalizer 2 er.

I åbningsscenen nedlægger den hævngerrige, men retfærdige selvtægtsmand Robert McCall (Denzel Washington) en hel togvogn af etnisk udseende mænd for at redde en ung pige.

Men filmselskabet har angiveligt syntes, at suppen er kogt for tynd på resterne af Taken-seriens skelet. Det skal ikke bare være endnu en hævnfilm i rækken af hævnfilm, så man tilfører et socialrealistisk drama.

Efter sin formodede død lever den tidligere elitesoldat McCall et roligt liv som Lyft-chauffør. Det liv lægges fra tid til anden på hylden, når voldtægtsmænd fra Wall Street og andre misogyne skurke skal have et par på skrinet.

McCall tager også en ung knægt fra nabolaget under sine vinger for at lære ham at holde sig fra gangstere og fokusere på skolen: ”Glem din sociale arv! Du har et valg.”

Som man kan høre, er dialogen som at traske igennem en sump af cement. ”Der er to slags smerte: Den, der gør ondt, og den, som forandrer,” siger selvtægtsmanden uden et gran af selvironi.

I en anden scene beslutter filmen sig at være en detektiv-thriller. Da McCall skal hjælpe sine gamle kolleger med at opklare et mord på en embedsmand i Bruxelles, kan han, som en anden Sherlock Holmes, pludselig leve sig tilbage til mordet og ud fra et fåtal af oplysninger regne ud, at der ikke er tale om et selvmord.

Sjældent har man set en film, der stoler så lidt på sit publikum. Konstant bliver vi mindet om McCalls egentlige erhverv. Da han bliver spurgt om, hvorfor han renser graffiti af væggene, svarer han, at nogen bliver nødt til at gøre det sure arbejde. Og fra tid til anden får vi at vide, at en storm er på vej med tordenskrald.

Filmen kommer ikke ud af komatilstanden før godt halvvejs, hvor en af McCalls kære bliver myrdet af en gruppe lejesoldater.

Det bliver dog aldrig klart, hvilket motiv de ondsindede lejesoldater egentlig har, og fordi der er så få af dem, kommer McCall først i kamp mod dem under klimakset. Den forladte havneby med en storm rasende i baggrunden – ja, så kom den – er i det mindste en interessant lokation. Fotograf Oliver Wood giver kampen en klang af slasher-genre, når McCall brutalt myrder sine stakkels ofre én efter én.

Men bortset fra klimakset formår instruktør Antoine Fuqua aldrig at skabe spændende kampscenarier. Vi er langt fra Tom Cruises Ethan Hunt, som må kæmpe med hver nerve i kroppen for at komme i mål.

I den optik er Denzel Washington i rollen som Robert McCall egentlig udmærket. Med sammenknebne øje og sur mine mumler han sig så monotont gennem replikkerne, at det vil gøre selv Bruce Willis misundelig. Washington ligner en mand, der venter på at blive betalt, og med succesen af den første film må checken være ganske god.