Erikos verdener

I lang tid var Eriko ikke et menneske. Det var altid pianisten, som kom i første række.

Takket være sine fremragende musikalske evner vandt hun i årevis de mest prestigefyldte, internationale præmier og konkurrencer inden for klassisk musik.

Men nu er det slut.

Efter næsten 30 år bag pianoet som klassisk pianist – en karriere, som startede, da vidunderbarnet var blot to år gammel – siger Eriko nej til livet som konkurrencepianist for at finde ind til sig selv som menneske.

I Jannik Splidsboels rørende portræt af den japanske performancekunstner følger vi hende gennem de seneste år, hvor hun rejser mellem lande som Japan, Tyskland og Danmark. Via hendes samtaler med venner og familie får vi indblik i, hvordan hun er blevet til en kunstner, og alle de personlige ofre, det har krævet.

Hendes forældre og opvækst har formet og mærket hende. Det kommer til udtryk i en ellers behagelig scene, hvor hun sidder i haven med sin gode ven, transvestitkunstneren Ramona Macho. Han behøver kun at stille et spørgsmål om hendes mor, så glider en skygge over den lyse sommerdag.

På scenen i en af sine kammer-kabareter – som hun kalder sin selvopfundne performancekunst – fortæller Eriko, hvordan hun som bare niårig blev forelsket i et stykke af Chopin.

Hun fortæller, hvordan hun som barn øvede og øvede hver dag, hvor hun også blev undervist af ”autoriteter”. Så sætter hun sig og begynder at spille blot for at stoppe igen og slå sig selv i ansigtet for at vise, hvad hun er blevet udsat for.

I sådanne scener formår Jannik Splidsboel at skabe en besnærende stemning. Som en åndemaner får han Eriko til at leve sig fuldt ind i sine følelser, når hun sidder bag pianoet eller sammen med venner.

Der er ingen tvivl om, at Eriko er en kunstner, som forstår at bruge sig selv foran et publikum. Og hun higer efter at træde i karakter som menneske og bruge barndomsoplevelserne i sin kunst.

Hun er selvoptaget, ja, men selvoptagetheden er anderledes interessant end reality-stjerner, som puster sig op for at gøre deres liv interessant. Hun er skælvende sårbar, og man kan mærke, at hun forsøger at rense sin sjæl.

At være en kunstner af Erikos format er som at være gift med sig selv. Det starter som toårig og slutter først, da hun tager afstand fra den ubarmhjertige opdragelse, hun har fået, fordi hun har særlige evner.

Hele dokumentaren leder op til den samtale, Eriko skal have med sine forældre. Hun har besluttet at fortælle, at hun vil bevæge sig væk fra den ensidige karriere som koncertpianist, hvor hun må give afkald på alt andet end musikken.

Konfrontationen finder sted, men Eriko mødet ikke den forståelse og accept fra forældrene, som hun havde håbet på. I deres øjne vil hun altid være den store kunstner frem for et levende menneske.

I Erikos verdener bliver hun til gengæld set og hørt. Endelig tager Eriko styringen.