Erna i krig

Vi er i foråret 1918 under Første Verdenskrig, og Tyskland har brug for alle sine landsmænd som kanonføde i skyttegravene på fronten.

Reserverne tvangsudskrives, også i Nordslesvig, det vil sige Sønderjylland, hvor mænd af dansk sprog og sind skal ind i en forfærdelig krig for et fædreland, som ikke er deres.

Det gælder også den enfoldige Kalle Jensen hjemme i flækken Bramstrup. Han vil gerne i krig med mod og mandshjerte, men mor Erna – også dansker – vil for alt i verden undgå, at sønnen går i krig for det land, som tog Sønderjylland fra Danmark.

Med snilde og vovemod opsøger hun den tyske kommandant i Flensborg med et bundt pølser og en bøn om, at Kalle må blive kasseret. Berlin tror ikke på tårer. Før hun ser sig om, er hun selv krøbet i den tyske trøje og i tog med Kalle og en gruppe andre sønderjyske dansksindede på vej til slagmarker og ingenmandsland.

Verdens røvhul, som en tysk soldat så ramsaltet benævner det ved ankomsten til slagtebænken i skyttegraven.

Thi ret hurtigt inde i Henrik Ruben Genz’ storslåede Erna i krig befinder vi os i den skyttegravskrig, vi kender fra utallige bøger og film. Nød og elendig, meningsløshed og massakre, har gjort Første Verdenskrig herostratisk berømt som menneskelighedens militære mareridt.

Mens forfatteren Erling Jepsens roman af samme navn er langt mere end en fiffig, bramfri og finurlig blanding af Den gode soldat Svejks eventyr og Mutter Courage og hendes børn med sarkastiske udfald som spredehagl på en andejagt, folklore i folkedragt og lårklask, har instruktøren forvandlet den skæmtsomme skrøne til en semitragisk skæbnefortælling.

Handlingen rækker ud over blot at være en sensationel og flamboyant krigsfilm.

Genz gjorde lidt det samme med sin filmatisering af Erling Jepsens Frygtelig lykkelig, i og med at hans film trak det mutte gravalvorlige i retning af morbid galgenhumor.

Med Erna i krig gør han spøgen alvorlig.

Han sandsynliggør, at en kvinde kan gå for at være en mand i uniform, samtidig med at instruktøren har smidt al hørmen af slagfærdigt soldaterkammerateri og karlekammerhumor ud af korps og kaserne.

Genz’ skildringer af et vedvarende bombardement i dagevis, hvor en forpost bliver til et klaustrofobisk dødskammer, gør filmen smertefuldt realistisk i sin gestaltning af krigens enerverende rædsler og menneskelige omkostninger.

Der er råd til lidt dansk nationalisme med Dannebrog og grænselandssang midt i rædslerne. Men balancen mellem ”de fæle tyskere” og ”de gode danskere” er holdt i ave. Alle er små mennesker stedt i noget, som ulykkeligt er større end den enkelte værnpligtige i et meningsløst cirkus.

Det er efterhånden en floskel at konstatere, at Trine Dyrholm er fremragende. Hendes ansigt er et vekslende landskab, hele hendes vægelsindede fremtræden er konstant interessant. Hun benytter den dramatiske isbjergsteknik, hvor man hører toppen af replikken og samtidig aner alt det andet nedenunder i manerer og grimasser – vel at mærke uden at overspille eller stjæle scenerne.

Ulrich Thomsen er glimrende som den tyskvenlige sergent, der så gerne vil elskes af Erna, mens også Anders W. Berthelsen leverer en troværdig præstation som den handlekraftige, men følsomme smed fra Jels i kejserens klæder.

Undervejs er der både nedskydning af en desertør, voldtægt i skoven, skudsår og granatchok. Trods sit dødsensalvorlige udgangspunkt om skæbne over for selvværd er filmen paradoksalt nok også livsbekræftende.

Det hele er instrueret med superb visuel sans og ferm tæft for fortællingens energi, som kendetegner den spændende, men også seriøse og spektakulære filmfortælling, vi for det meste forbinder med Steven Spielberg.

Erna i krig fortjener at stå tilbage som filmen om sønderjyske soldater i Første Verdenskrig.