Estonia

To ambitiøse dokumentarserier om skibskatastrofer fra 90’erne kommer i halen på hinanden.

Det er blevet skæbnen for Henrik Evertssons Estonia at efterfølge danske Mikala Kroghs succesfulde Scandinavian Star. Men heldigvis har den norske serie sine egne kvaliteter.

Estonia var en gigantisk færge, der sejlede mellem Tallinn og Stockholm efter østblokkens opløsning og blev et symbol på Estlands nye status som vestligt land.

Indtil færgen på få minutter kæntrede den 28. september 1994, og 852 af skibets 989 passagerer døde. Passagererne var primært svenske, men der var også fem danskere ombord, hvoraf kun den ene overlevede.

Forliset gik exceptionelt hurtigt. I dokumentarseriens første afsnit fortæller overlevende, at de få minutter efter at have hørt et højt brag lå frysende i redningsbåde, mens skibet allerede var forsvundet i havet.

Selv om der bestemt er lige så stor gru i langsomme bådkatastrofer som Titanic og Scandinavian Star, er den øjeblikkelige katastrofe et skræmmende eksempel på, hvordan flere hundrede menneskers tilværelse på et splitsekund kan vendes totalt på hovedet.

De mange pårørende og overlevende fortæller, hvordan de alle havde vidt forskellige grunde til at befinde sig på skibet. Men siden katastrofen har de været nye mennesker. Traumatiserede mennesker, der kræver svar. På to spørgsmål.

Det mest åbenlyse er selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan et så stort skib sank så hurtigt. Den officielle forklaring er, at stormvejr rev bovporten af, så vandet fossede ind.

Allerede i forlisåret vurderede flere eksperter imidlertid, at et skib på den størrelse kun kan forsvinde i det tempo med et hul på undersiden af skibet. Men det benægtede havarikommissionen.

Det andet spørgsmål er, hvorfor man fra svensk og estisk side nægtede at bjærge de mange lig, der fandtes – og stadig findes – i skibet.

I en af seriens mest ubehagelige scener følger vi med et hold af dykkere ned på havets bund og ind i vraget. Lig flyder rundt overalt.

Holdet skulle vurdere, om det var muligt at bjærge ligene. Det var det, men den svenske regering valgte at gå imod flertallet af de pårørende og efterlade ligene i havet. Derefter begravede man færgen med flere tusind tons beton, så ingen kunne forstyrre freden.

I andet afsnit fortælles en gribende historie om en mand, der forsøgte at bjærge sin kone fra skibet, men blev stoppet af kystvagten.

Stemningen er sorgfyldt, men der er lige så megen vrede. Den er forsaget af magthavere, som nægter at besvare basale spørgsmål eller bare vise den mindste interesse for at opklare dem.

Virker det ikke lidt belejligt, at man bogstaveligt talt begraver svarene i beton? Det giver i hvert fald grobund for konspirationsteorier.

Dem er der mange af, men serien lægger mest vægt på en om international militærsmugling og russiske trusler. En vanvittig tese, der umiddelbart nemt ville kunne afvises, fordi den er baseret på få, mystiske kendsgerninger.

Men når regeringen tier stille, vokser spekulationerne.

Serien tager ikke stilling til teorierne, men bruger dem i stedet til at vise, hvor galt det kan gå, når man trodser befolkningens berettigede ønske.

Og Henrik Evertsson hæver sig over konspirationsteoretikerne, når han i sidste afsnit bryder gravfreden og sender en dykkerrobot ned til vraget.

Efter 26 år finder de endelig det fire meter høje hul, som der allerede var spekulationer om dengang. Havarikommissionen i 1994 må enten have løjet eller været blind.

Henrik Evertsson er blevet sigtet for at bryde gravfreden, men både Estland, Sverige og Finlands regeringer har nu valgt at genoptage undersøgelsen for at finde ud, hvad der har forårsaget hullet.

En enorm sejr for instruktøren, overlevende og pårørende. Fortsættelsen skal blive interessant at følge.