Et hus i Marokko

Originaltitlen på Laïla Marrakchis anden spillefilm, Rock the Casbah, signalerer gang i den, sjov og ballade. Der er bare ikke så frygteligt meget gang i den i palæet i Marokko, hvor tre søstre, deres mor og husholderske genforenes, da familiens patriark, en hovedrig industrimagnat, dør.

Titlen er symptomatisk for en film, hvor form og indhold langt fra synes kongeniale.

Billedsiden er let og luftig. Interiørets varme farver, dyb rød, brun og guld, og den tindrende blå himmel, er indtagende. En sådan kulisse signalerer varmblodet romantisk komedie eller dramady, som vel er den genre, Et hus i Marokko sigter efter.

Filmen starter i hvert fald som en sådan og er et til tider morsomt, til tider smerteligt clash of civilisations. Vestens frisind og ensomhed karambolerer med Islams strenge sæder og altomfavnende, varme familiebånd.

Den yngste søster Sofia (Morjana Alaoui) har vristet sig fri af familiens bånd. Hun tog turen over Atlanten, hvor hun nu har en middelmådig karriere som Hollywood-skuespiller – det er en løbende joke, at hun kun kan få roller som terrorist. Nu er hun en fremmed i sit eget hjemland. Hun er det tætteste, vi kommer på en hovedperson, historiens vestlige anker, som vi umiddelbart forstår og empatisk kan indleve os i.

Miriam (Nadine Labaki) er en moderne, pseudo-emanciperet muslimsk hausfrau med brystimplantater og stiletter. Det vestlige frisind og de muslimske normer strides i hende.

Kenza (Lubna Azabal) er skolelærer med konservative briller og knold i nakke. Hun er forblevet tro mod faren og familien.

Mødet mellem de tre forskellige søstre afstedkommer sædekomik, og der uddeles stikpiller og indimellem retfærdige ørefigner til både den ene og den anden side – og på tværs af Atlanten.

De har forvaltet livet på hver deres måde, og det er sjovt, følsomt og genkendeligt.

Og så er det fantastisk at opleve en film, der så ublu og humoristisk skildrer moderne muslimske kvinder, der ikke er flygtet til Europa. Og ikke virker totalt undertrykte.

Den afdøde patriark fungerer selv som en slags sprechstallmeister. Og der kastes lidt magisk-realistisk glans over løjerne, når Sofias amerikanske søn fører samtaler med sin afdøde morfar. Og i den berømte Omar Sharifs troværdige skikkelse er der noget trygt og eviggodt over ham.

Den iscenesættelse af patriarken som et alfaderligt spøgelse skurrer i mine øjne og ører.

For var det ikke faren, der fik Sofia og hendes tredje storesøster til at flygte til Vesten? Var det ikke faren, der drev storesøsteren til selvmord? Og hvorfor vil moren (Hiam Abbass) smide familiens elskede husholderske (Fatima Harani ”Raouia”) på porten, nu hvor faren er død? De var søstrenes to mødre, patriarkens to kvinder, men på mere end en måde. Sharif smiler stadig lunt og imødekommende.

Mod slutningen bevæger vi os med hastige skridt mod Shakespeare og den græske tragedie, og så er der pludselig ikke så meget at grine af.

De smagfulde panoreringer gennem luksuriøse stuer og frodige haver fremstår pludselig som underligt hule billeder – og det samme gør Omar Sharif. Om der gemmer sig en pointe, eller om filmen bare har fået støtte fra visitmorocco.com, er ikke til at vide.

Det forhindrer dog ikke de fem kvinder i ensemblet i at levere en kollektiv præstation, der både rører og lægger op til debat.

Samspillet mellem dem – de lange snakkescener – er i det hele taget fantastisk levende. Vi møder fem kvinder, der alle på godt og ondt har levet deres liv på patriarkens domæne. Alle hævder de sig selv som kvinder, alle insisterer de på den vej, de er gået.