David Attenborough: Et liv på vores klode

”Hvis et træ vælter i skoven, og ingen hører noget, larmer det så?”

Det filosofiske dilemma vækker genklang, når et træ i Amazon-junglen blive fældet i slowmotion i Netflix-dokumentaren David Attenborough: Et liv på vores klode.

Optagelsen har dramatisk, tragisk effekt og fortættes af, at vi netop har fulgt kameraet glide igennem skovens vidunderlige skønhed.

Siden får vi at vide, at over halvdelen af verdens regnskove allerede er fældet. På Borneo står det så galt til, at den ikoniske orangutang snart er hjemløs.

Britiske David Attenborough har i 70 år været en folkekær tv-skikkelse, der var med til at udvikle naturprogrammet som genre i 1950’erne. Og så er han formentlig den, der har set mest af verdens natur og dens ændrede vilkår med egne øjne.

Nu stiller den aldrende tv-mand sig til rådighed som et troværdigt vidne i forhold til klima- og naturforandringer.

Men det foregår helt uden løftet pegefinger. For som den begavede historiefortæller ved, kan han let bevæge publikum ved at pejle mellem forundring for vores fantastiske verden og alarm.

Med farvestrålende optagelser af den japanske kirsebærblomst sakura som bagtæppe fortæller Attenborough, at en art kun kan trives, hvis dens omgivelser trives. Ligesom Adam i Biblen får til opgave at passe på naturen, er det nu blevet vores tur.

En sund natur med regnskov, frosne poler og rent hav kan nemlig absorbere skaderne, vi er med til at lave.

Et land som Marokko, der for kort tid siden var helt afhængig af olie, drives nu med 40 procent solenergi og forventes i 2050 at producere nok til at blive førende eksportør af energikilden.

Salige violintoner ledsager optagelser af den forladte spøgelsesby Pripyat uden for Tjernobyl, mens Attenborough fortæller om det, som er blevet kaldt for menneskelighedens dyreste katastrofe.

Flora og fauna stortrives i dag i ruinerne af atomulykken, og han drager paralleller til, hvordan han som dreng var på fossiljagt i nedlagte stenbrud. Dengang lærte han om fortidens globale masseudryddelser.

Tænk, hvis vi er ved at lave en større, menneskeskabt ulykke end Tjernobyl? Og denne gang er det os, som er taberne i masseudryddelsen.

Attenborough understreger med strygermusik, at sneklædte bjergtoppe, Afrikas glohede savanne, det dybe have og de grønne skove alle er essentielle for vores Edens have, som vi nu har fordærvet. Det er en moderne fabel, der både er fascinerende og foruroligende.

Betagende optagelser af naturen afbrydes af statistikker, der viser, hvordan verdensbefolkningen og mængden af kuldioxid er steget i Attenboroughs livstid, mens procentdelen af verdens vilde natur er faldet drastisk.

”Verden er ikke så vild, som den var engang,” siger han og fortæller om et af sine store øjeblikke som naturdokumentarist.

I 1970’erne fik han lov til at komme helt tæt på gorillaer i junglen. De lænede sig op ad ham og aede ham foran kameraet. Men bag kameraet stod en skovvogter, hvis opgave det var at beskytte de få tilbageværende, vilde gorillaer mod krybskytter.

I mellemtiden var dyrene blevet tamme og deres adfærd for evigt forandret.

Det er heller ikke tilfældigt, at han fremhæver arter, som mennesker har gjort hjemløse. Nogle af dem kan man i dag kun opleve i zoologiske haver.

Filmen er følelsesladet og har en klar agenda, hvilket Attenborough ikke lægger skjult på. Klimaforandringerne er ikke kun abstrakte tal i nyhederne. De er også noget, vi kan mærke, og inden længe kommer det til at gøre ondt.

Attenborough fortæller, hvordan vi kan beskytte naturen, og hvis han i en alder af 94 kan ændre adfærd og træffe klimabevidste valg, kan enhver gøre det.