Et sekunds lykke

Jeg var fuldstændigt forsvarsløs over for det sindssygt sentimentale plot i Zhang Yimous Et sekunds lykke, måske fordi jeg for to år siden blev far til en lille pige.

Det betyder ikke, at al objektivitet i forhold til smagsdom er smidt ud ad vinduet. For jeg tænker alligevel, at jo mere kunstnerisk styrke og dygtighed, der er lagt i at drive sentimentaliteten frem, jo dybere går den i gennemboring af faderhjertet.

Selv tårer, bliver jeg nødt til at tro på, kan være mere eller mindre kvalificerede. Og filmen flyder over med faderhjertelighed.

En mand er flygtet fra en arbejdslejr under kulturrevolutionen i Kina. I en biograf langt ude på landet håber han at se en propagandistisk ugerevy, som hans datter angiveligt optræder i. For at få det ønske til at gå i opfyldelse, og for at der kan komme en film ud af det, må han gå grueligt meget igennem.

Men det er en gruelighed, forstår man, der er vand imod den gruelighed, der var hans hverdag i arbejdslejren. Desto vigtigere er det, at hans flugt bliver umagen værd.

Det virker derfor helt rimeligt, at hans desperation i Zhang Yis ekspressive skuespil til tider antager en næsten stumfilmagtig karakter.

Den navnløse flygtning er oppe imod en fattig pige, der stjæler celluloid til at lave lampeskærme. Pigen er ude efter nogle tilsyneladende håbløst ødelagte filmruller, beskadiget efter en lemfældig transport, som den selvglade, partitro filmoperatør Mr. Movie sætter alle kræfter og den halve landsby ind på at få reparereret.

Det er et arbejde, flygtningen dumdristigt truer sig til at deltage i, mens den fattige pige bliver ved at drive kispus med ham og filmrullerne.

Det er lige før, man – eller i hvert fald jeg, hvis datter befinder sig trygt i en Rudolf Steiner-vuggestue på Amager, ikke en kinesisk produktionsenhed mange tusinde kilometer væk – bliver lige så desperat som flygtningen over, hvor forbandet besværligt det skal være at nå frem til at fange det lille, velsignede glimt af den savnede datter.

Publikum bliver ekstremt solidarisk med flygtningen i hans insisteren på at fastholde det glimt. Derfor bliver det allersmukkeste i filmen – der som et ægte melodrama insisterer på at blive ved at levere nye handlingsomsving – den sammensløjfning af filmspoler i projektionsrummet, som Mr. Movie sætter i værk for at muliggøre glimtets gentagelse i et kontinuerligt loop.

Det er endnu smukkere end landsbybeboernes kollektive reparationsarbejde, når de vifter de blafrende filmruller for nænsomt at tørre dem.

I en film, der ellers handler om et vildt individuelt, følelsesmæssigt forløsningsbehov, kan man godt se det som en positiv kommunistisk, antikulturrevolutionær vision, så sandt som kulturrevolutionen hadede kunst og kunstnere.

Folket og kun folket er drivkraften i filmrestaureringen.

Det er måske derfor, kommunistpartiet overhovedet gav Zhang Yimou lov til at lave filmen. Årsagen til, at regimet i sidste øjeblik forbød ham at vise den på Berlinalen, må være, at en arbejdslejr er en arbejdslejr.

Selv om den i filmen klart er markeret som senere opløst af historiens fornuftige fremmarch, er der arbejdslejre i Kina den dag i dag, som ikke ser ud til at blive opløst foreløbigt af nogen fremmarcherende fornuft.

Der er mange smukke billeder i filmen og som sagt ikke mindst billeder af film, af filmruller og filmspoler og af filmfremvisning set både fra tilskuerrækkerne, fra bag lærredet og fra projektionsrummet.

Men så er der også det vilde ørkenlandskab lige uden for landsbyen, der ligner noget fra Dune, fordi en kinesisk landsby anno 1975 både er den fjerneste og nærmeste planet.