Ethos

Kærlighedens karrusel er ubønhørlig, og den er sjældent symmetrisk.

Ikke alt går op i par – således heller ikke i Ethos, Netflix’ behørigt roste tyrkiske dramaserie i otte afsnit, hvor klasseforskelle, religionskløfter og fordomme i nutidens Istanbul gør menneskers drømme svære at indfri.

Tørklædeklædte Meryem undviger på sit første psykologbesøg de smertelige spørgsmål om sin tendens til at få ildebefindende, når bryllupper indgår i en samtale.

Endnu sværere er det for hende at sætte ord på sin tydelige fascination af sin arbejdsgiver, singlecharmøren Sinan. I stedet plaprer Meryem med sit vindende, uskyldige smil løs til sin psykolog om kunsten at behandle kaffebønner med respekt: Vandet skal være 90 grader, ikke 100.

Under den professionelle overflade ulmer psykologen, den kortklippede og udpræget sekulære Peri, af modvilje mod den traditionelle opdragelse, der gør unge muslimske piger berøringsangste over for deres følelser. Faktisk er Peris egne følelser så meget på kogepunktet, at hun bliver nødt til at tale terapeutisk om det med sin supervisor.

Ironien er til at føle på.

På den måde bliver banen kridtet skarpt op. Det gamle og det nye Tyrkiet spejles i kønnenes arena. Det har vi set før, både filmisk hos Nuri Bilge Ceylan og litterært hos Nobelpris-vinderen Orhan Pamuk.

Alvoren og kompleksiteten er den samme.

Og alligevel føles Ethos som et friskt pust. Blandt andet tager den adskillige skridt ind i populærkulturen på en rap, intelligent måde.

En af de tematisk centrale personer i serien er tv-stjernen Melisa, hvis claim to fame er en bærende rolle i en tarvelig, men rasende populær sæbeopera. Hun drømmer om et liv, hvor hun ikke bliver taget for at være sin tv-persona, og som sådan er hun en legemliggørelse af seriens gennemgående budskab: at vi mennesker generelt er for dårlige til at kigge under overfladen.

I Ethos hælder folk vand på hinanden, mens det er kogende.

I strukturel forstand er serien selv en slags sæbeopera, hvor markante typer mødes på kryds og tværs af samfundslag. Men det er i så fald en soap, der føles relevant, realistisk og raffineret.

Også æstetisk skiller Ethos, der er overlegent skrevet og instrueret af det relativt ubeskrevne blad Berkun Oya, sig ud fra andre lokale Netflix-satsninger (osmanner-helteeposser med videre) ved at ligne en arthouse-film i den dyre ende.

Et andet populærkulturelt lag er seriens brug af koncertklip med den folkelige sanger og pianist Ferdi Özbeğen. Optagelserne taler både til tyrkeres kollektive nostalgi og bringer minder om en mand, der bragte folk sammen ved at forene adskilte musiktraditioner.

En del af seriens friskhed består i at lokke sit publikum til at fælde nemme domme, som derefter rammer os i nakken. Meryem må faktisk ikke gå til psykolog for sin kriseramte bror Yasin – sjælesorg bør landsbyens lokale Hodja, en muslimsk vejleder, tage sig af, som Yasin kolerisk indskærper over for hende.

Men både broren og vejlederen tegnes i de følgende afsnit som overraskende sympatiske og afrundede figurer, og dynamikken mellem de to er guldrandet.

Da Yasin ringer til Hodja’en for at få afklaret, om psykologbesøg er haram, kan vejlederen kun rulle med øjnene.

Dilemmaet er totalt uinteressant for ham, for han står akut og mangler en bilmekaniker.

Hvis Ethos har en svaghed, er det måske, at den i det lys fremstår en anelse belærende. For filosofilærere med seks timers luft i årsskemaet vil serien være den ultimative diskussionsstarter.

Men selv som dansker i en overvejende homogen andedam forstår man, hvorfor Ethos er blevet en Matador i hjemlandet. Den giver et fælles referencepunkt for diskussioner om repræsentation, samfund, ideologi og tolerance.

Og så er det, slet og ret, en ekstremt veldrejet serie.