Euphoria

”I am in love,” kommenterer user4650259875 amatøroptagelsen af to unge mennesker i doggystyle-position. Den ene er Kat, der efter at have haft sex for første gang uvidende er endt på den pornografiske videoportal Pornhub.

Hun har opdaget sit potentiale som sexobjekt på nettet, og få dage efter sin første seksuelle oplevelse med et andet menneske debuterer hun som camgirl.

Kat er kun en biperson, men med sin seksuelle blomstring og stærke selvfølelse er seriens eneste tykke karakter et troværdigt billede på Generation Z, som Euphoria skildrer med stor indsigt, respekt og følsomhed.

Serien er et portræt af en æra præget af selfies og nudes, hvor identitet og selvforståelse udfolder sig i tæt samarbejde med teenageværelsets wifi-signal, og hvor internetkultur og porno er et afgørende element i unge menneskers undersøgelse af egen seksualitet.

Der er en afklædende nøgternhed i HBO-seriens fortælletone, jeg som et barn af internettet kan spejle mig i. Særligt de kvindelige personer er bramfri og usentimentale, og der vapes og bandes i stor stil på pigeværelserne.

De unge kvinder i Euphoria – som er baseret på en israelsk serie – lukrerer på deres krop og seksualitet.

De går klædt, som det passer dem, har sex, som det passer dem, og forstår, at det ikke har nogen direkte sammenhæng med deres værdi eller selvrespekt. Imens er mange af de mandlige personer et nuanceret studie i giftig og særligt skrøbelig maskulinitet, og serien belyser samtidig subtilt aktuelle emner som victim blaming og kønnet ansvarsforskydelse.

Hovedpersonen Rue fødes ind i det kølige lys fra et hospitalsfjernsyn, og som ung knuser hun symbolsk piller på sin laptops glatte overflade.

Hun forsøger at bekæmpe angst, tvangstanker og social utilpassethed med et farverigt blandingsmisbrug af piller og pulver, og efter et rehabiliteringsforløb læner hun sig igen nonchalant ind i rusmidlernes bedøvende favn.

For Rue bliver rusen en form eskapisme – ikke en eufori, men en tilstand af ro, apati og urørlighed.

Rue får dog et nyt håb, da hendes venskab med den nye pige i byen, Jules, blomstrer til en tøvende forelskelse.

Den unge misbruger spilles indlevende af skuespilleren og modellen Zendaya, som er en fremtrædende repræsentant for sin generation. Serien er i det hele taget smagfuldt castet. Hunter Schafer, der har rollen som Jules, er ligesom sin karakter transkønnet og tilmed en anerkendt aktivist på området, mens Kat spilles af modellen Barbie Ferrera, et ungt stjerneskud inden for fedmeaktivisme.

Euphoria bliver dog ofte for glat og poleret med sin forsmag for amerikansk velproducerethed. I stedet for at anerkende, at også nutidens unge har behov for fordybelse, henfalder serien til hurtig klipning, radiopop og overstimulans.

I den stofpåvirkede tilstand opstår der imidlertid drømmeagtige, suggestive scener, der tør være langsomme og mærkelige, og når Rues ansigt bades i violet lys med tårer af glimtende sølv løbende ned af kinderne, leder det tankerne hen på Nicolas Winding Refns The Neon Demon.

Meget lig NRK’s generationsportrætter – Skam og Blank – taler Euphoria for og til Generation Z på dennes eget sprog som en manifestation af de sidste ti års politiske debat om køn, krop og seksualitet.