Exit

Den norske instruktør Karen Winther foretog sig et dramatisk skift i sine teenageår. Efter at have befundet sig på den yderste venstrefløj i et års tid skifter hun side og bliver nynazist. 

Skiftet reflekterede hun over i sin afgangsfilm The Betrayal, hvor hun interviewer gamle venner og fjender fra den dramatiske tid i midt-90’erne, hvor sammenstød mellem den yderste venstrefløj og nynazister eskalerede. 

Nogenlunde samme udgangspunkt har dokumentaren Exit. Men som titlen antyder, er fokus mere på, hvordan man bryder ud af en ekstremistisk bevægelse, end hvordan man kommer ind i én. 

Karen Winther ringede til professor Tore Bjørgo, som hun så i fjernsynet. Nu, flere år senere, fortæller han i dokumentaren om, hvordan mødet med den unge nynazist gjorde så stort et indtryk, at han oprettede et norsk Exit-program for afhoppere, som siden har spredt sig til store dele af verden. 

Det alene er en interessant historie, men desværre hopper Winther hurtigt videre til næste interview, hvilket er symptomatisk for Exit, der kæmper med at finde fokus. 

Winther interviewer tidligere nynazister i USA og Tyskland, en tidligere autonom i Danmark og en ex-jihadist i Frankrig, samtidig med at hun fortæller sin egen personlige historie. Det samlende udgangspunkt er den voldelige ekstremisme, men fortællingerne bærer mere præg af en anger over, hvad de har foretaget sig end en egentlig refleksion over, hvordan det kunne komme så vidt. 

Derfor bliver Exit til en lidt frustrerende oplevelse, hvor man på trods af de rørende historier stadig sidder tilbage med to afgørende spørgsmål: Hvorfor og hvordan? 

Hvorfor er det så svært at forlade en ekstremistisk gruppering? Og hvordan kan man få folk ud?

I Exit fokuseres der på de personlige årsager. Enten er det, fordi volden bliver så omfattende, at deres moralske kompas nægter dem at gå længere. Eller også er det i mødet med virkeligheden.

Som eksempelvis den tyske, tidligere nynazist Manuel, der fortæller en gruopvækkende historie om, hvordan han har tæsket en pakistansk familie, der var ude at gå en tur.

Først får han ram på faren, men da moren flygter med deres lille barn, sætter han efter dem. Han slår moren ned og sparker barnet så hårdt, at hun ryger ind i en væg og falder om. Da Manuel kommer i fængsel og selv er ved at få tæsk, er det to tyrkere, der hjælper den overlegne arier i sikkerhed.

Dét sætter tankerne i gang.

De individuelle årsager og oplevelser er stærk kost, men det er en skam, at der ikke bliver gravet dybere i det altomfavnende fællesskab og de sociale mekanismer bag de ekstremistiske bevægelser.

Det berøres dog i det mest tankevækkende interview, der er en guldgrube af indsigt.

”Du tror, at volden kan ændre tingenes tilstand. Men i det sekund, du benytter dig af den, ændrer den dig,” siger ex-jihadisten David. 

David var en del af Armed Islamic Group, der i 90’erne begik terrorangreb i Frankrig. Han blev idømt seks års fængsel, og var i chok over den behandling, han fik af myndighederne. 

”Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Men efter fire dage havde de stadig ikke tortureret mig. Jeg fik adgang til advokat og lægehjælp, hvilket rystede mig.” 

Davids fjendebillede krakelerer. 

Han begynder at sluge alle de bøger, han kan få adgang til, fra antikkens filosoffer til biologi og kemi. Da David bliver løsladt, er han ikke længere jihadist. Men uden det ideologiske fællesskab ender han i en dyb depression. 

”Udfordringen er, hvad man skal udfylde den store tomhed med. Jeg havde ingen krig at kæmpe, ingen gruppe at støtte, intet mål med livet. Jeg var overladt til mig selv.” 

Her bliver Exit rigtigt interessant. 

Hvis man som samfund skal bruge de personlige beretninger til noget, er det at få indsigt i, hvad de mennesker har brug for, når de står alene på den anden side af exitten. At man forstår, hvilke mekanismer der er på spil, og hvor stærkt et fællesskab de har fravalgt. 

Det lykkedes kun glimtvis i Exit, men enkelte af de alt for mange interviews står stærkt.