Exit – sæson 3

Den uden sammenligning mest populære genre inden for romanlitteratur, spillefilm og serier er krimien, eller til nød thrilleren, som handler om drab. 

Årsagen er indlysende. 

Det er Bibelens femte bud. Det er det værst tænkelige. Men vi får styr på vores frygt gennem, hvad grækerne kaldte katarsis. En lutring via gennemlevelse. 

Det handler altså meget mere om de ”normale” og mindre forbrydelser end om de allerværste. Eller gør det? For kan en undladelsessynd ikke være den største forbrydelse af alle? 

Det må en af hovedpersonerne sande i sidste afsnit, hvor han bliver konfronteret med, hvad der sker, når man svigter et medmenneske. 

Serien er ustyrligt velproduceret og lækker. Formen matcher så at sige indholdet, og de dyre biler, huse, habitter, middage og rejser er bogstavelig talt misundelsesværdige. 

Skuespillet er også ret godt. 

De norske hovedpersoner – spillet af blandt andet Simon J. Berger, Agnes Kittelsen, Pål Sverre Hagen, Tobias Santelmann og Jon Øigarden – bliver man næsten venner med. Og danskerne Jesper Christensen og Kurt Ravn er helt i top. Ravn som sølle olding, Christensen som iskold bøsse. 

Flere af præstationerne er decideret gode, ikke mindst Anders Baasmo, der fik instruktør og manuskriptforfatter Øystein Karlsen til at indføje en kærlighedshistorie til ham i tredje sæson. 

Han har i interviews udtalt, at han gerne ville have lige så store biler og flotte habitter som seriens personer, men han vil helst ikke behandle kvinder lige så dårligt. 

Serien lægger sig op ad Succession og The Wolf of Wall Street, som den groft sagt kan siges at være en nordisk versionering af. Afstumpetheden er den samme. 

Seriens ærinde er nemlig opgøret med al moral. Vi befinder os i en nihilistisk verden, hvor folk – mest uempatiske mænd – lægger hovedet tilbage og griner af deres eget hykleri i forhold til bådflygtninge, fattigdom i den tredje verden og kvindeundertrykkelse. 

De tager, på klingende norsk, en ny ”linje” kokain, drikker endnu en ”mojiiitå” og kaster til sidst op i en ”bøtte”. Det ville være hyggeligt, hvis ikke afdøde menneskers hoveder blev smadret med en hammer, fingre blev skåret af, og stakler begik selvmord i dyb ensomhed. 

I de vilde udskejelser er prostituerede reduceret til seksuelle snacks, hvor rigmændene betaler sig fra alt, herunder modbydelige grusomheder. Og snyder staten og deres medborgere, så det driver. 

Det er en slags moralsk punk. En begsort venden vrangen ud på den anstændige verden. 

Adam, hvis søster hedder Eva – ”og det siger noget om min fars syn på sig selv,” som han siger – lader to professionelle pornoskuespillere flytte ind. 

Tobias vil fjerne sin ekskones ret til at se deres børn, selv om han ikke selv kan lide dem. Da én spørger, hvilket barn han foretrækker, kan han ikke svare på det: ”Jeg kender dem jo ikke.” 

Jeppe prøver at tage afsked med far, der ligger og vrider sig på det yderste i en hospitalsseng. Og Pål er på spanden og må gå til yderligheder for at få et normalt liv. 

Det sidste er vigtigt. 

For det normale liv er det, som alle personerne i virkeligheden stræber efter. Den fattige vil bare have rimelige vilkår, mens den kolde bare vil have lidt varme. Den syge vil blot være rask. Egentlig er der kun en kvinde i serien, som er rigtig grådig. Og vil gøre alt for penge. 

Man krymper sig. For vi elsker at se film og serier om kriminalitet. Om vildfaren etik. Og det gør vi i virkeligheden, fordi vi er så moralske.