Expend4bles

Hvor er det godt at vide, at Hollywoods seniorborgere har et fristed, hvor de kan mødes om at genleve ungdommens action-vildskab og samtidig tjene kassen.

Men som det så ofte sker, er Sylvester Stallones pensionistklub ramt af mandefald.

Den fjerde film i rækken – der ungdommeligt sætter sit firtal ind i titlen – er næsten løbet helt tør for ældre stjerner.

Arnold Schwarzenegger, Jean-Claude Van Damme, Chuck Norris, Harrison Ford og Bruce Willis har for længst forladt skuden.

Alene tilbage står Stallone sammen med den loyale Dolph Lundgren og så selvfølgelig Jason Statham, men med sine 56 år tæller han ikke rigtigt.

Militærdelingen for overflødige supersoldater er i stedet fyldt op med yngre rekrutter som Gina (Megan Fox), Easy Day (50 cent) og Lash (Levy Tran), og den underholdende gimmick med ældre mænd i trøjen er efterhånden gået fløjten.

I stedet handler den fjerde film mest om venskabet mellem Stallones delingsfører Barney og Stathams næstkommanderende Christmas.

Problemet er bare, at de ikke har udviklet mere kemi siden sidste film, og Stallones stemme er i en alder af 77 nået en dybde, hvor kun jordskælv kan forstå, hvad han siger.

De håbløst mandemandede hyggesnakke-sekvenser mellem de to kammerater bliver en ufrivilligt komisk udveksling af mumlen og grynt, som afbrydes af kærligt hårde klap på ryggen og tæsk til de lokale bargæster uden nogen nævneværdig grund.

På hjemmefronten har Christmas fået et romantisk forhold til kollegaen Gina.

I sig selv en smule upassende, og det bliver ikke bedre af, at både manuskriptet og 37-årige Megan Fox’ skuespil gør hende til en hysterisk Yvonne-type, der brokker sig skingert, mens Christmas og Barney kigger på hinanden med et hvad-skal-man-stille-op-med-kvinder-blik.

Publikum får også et ganske uønsket indblik i deres sexliv, som går ud på, at de slås, indtil vreden omformer sig til hed passion.

Heldigvis kommer Barney alvorligt galt afsted, og endelig får Christmas noget reelt at lave i filmen i form af en hævnaktion mod den mystiske gerningsmand.

Handlingen er tilstrækkeligt simpel til at fungere.

På båden, hvor skurken gemmer sig, er der en atombombe, og for at undgå et ”tredje verdenskrigs-shitshow”, som det friskt bliver omtalt, må heltene sprænge en masse ting og mennesker i luften.

Herfra forvandler filmen sig fra pinlig machomandssporno til en snotdum actionfilm komplet med dybt kunstige eksplosioner og kiksede oneliners, der gør det umuligt ikke at trække på smilebåndet.

”Let’s get loud!” bliver der råbt, og filmen adlyder ordren.

Skurken præsenterer sig som lejemorderen Rahmat, spillet af Iko Uwais, som altid forbedrer de film, han er med i. Den Indonesiske kamsportsstjerne kendes bedst fra de forrygende The Raid-film, og selv om hans engelske replik er en smule tung, taler hans vanvittigt hurtige bevægelser for sig selv.

Uwais virker altid dødbringende og gør Rahmat til en mere end værdig modstander for de sløve helte.

Han er næsten for god. Det bliver nemlig lynhurtigt utroværdigt, at Jason Statham skulle have en chance imod så livsfarligt et overmenneske.

Heldigvis får The Expendables selskab af deres egen kamsportslegende i form af thailandske Tony Jaa som Decha. Han leverer som altid smukke spark til tiden, og efterhånden begynder det hele at ligne noget.

Men den lækre kamsportsseance er ovre lige så hurtigt, som den begyndte, og snart er man igen hensat til Stallone og Stathams mandehørm.

Måske Stallone skulle nøjes med at starte en bogklub, næste gang han keder sig.