The Eyes of Tammy Faye

The Eyes of Tammy Faye er en hyldest til en af USA’s mærkeligste kvinder, den autentiske tele-evangelist Tammy Faye Messner.

Hun præsenteres som en homo-elskende kærlighedsprædikant, men filmen kan ikke komme udenom, at hun gjorde ting, som kun dumme svin gør.

Det skaber mildest talt en mærkelig fornemmelse i mellemgulvet, som ikke bliver bedre af, at man halvkeder sig gennem filmens to timer lange, rodede spilletid.

Det lyder gak, og det er det langt hen ad vejen også i filmen, der har en storspillende og Oscar-nomineret Jessica Chastain i tung protese-makeup. Det er da også den slags rolle, som lugter langt væk af, at skuespilleren var på jagt efter en statuette.

Biopic’en topper hurtigt og falder langsomt sammen som soufflé.

Vi møder Tammy Faye i barndomshjemmet, hvor moren (Cherry Jones) er kold og kristen, men ikke helt kan stå for den varme og simple datter, der hele tiden siger, at hun elsker hende.

Da Tammy Faye møder Jim Bakker (Andrew Garfield) på præsteseminariet, overvældes hun af en forelsket og højsang-agtig liderlighed, der vælter op i hende. Hun tror fuldt og fast på kærligheden som Guds største gave til mennesket. Det gør hende til en usædvanlig, magisk filmkarakter.

Jim Bakker ser hurtigt, hvor stor en succes han kan malke ud af Tammy Fayes kærlighedstro. Det får pengene til at vælte ind på kontoen fra alle, der har brug for at mærke Tammy Fayes hjertevarme.

De godtroende seeres penge skulle ellers være gået til forskellige givtige formål, men ofte havner de direkte i ægteparrets lomme. Pengene blev også brugt til at lukke munden på en 21-årig kvindelig medarbejder, som Jim Bakker angiveligt bedøvede og voldtog sammen med en anden præst.

Det glider filmen let som en fjer hen over. Det nævnes end ikke, at han er anklaget for at have voldtaget kvinden.

Den samlebåndsagtige biopic er lavet på baggrund af en dokumentarfilm fra 2000 med samme navn. Her er kongen af drag-queens, RuPaul, fortæller. Og titlen leder tankerne hen på gyserfilmen Eyes of Laura Mars (1978), hvor en kvinde ser grusomheder gennem morderes øjne, men ikke har nogen skyld i ondskaben.

Tammy Faye har haft en stor betydning i homoseksuelle miljøer, da hun på sin kristne, konservative kanal opfordrede folk til at vise medlidenhed over for aids-ramte i 1980’erne. Men det gør hende ikke uden skyld i at misbruge sin karisma til at bedrage millioner af mennesker.

Man kan ikke tilgive nogle deres synder og fejre dem som frihedskæmpere, bare fordi de elsker homoseksuelle.

Økonomisk kriminalitet er moralsk set en svær historie at sælge, og særligt Hollywood har en kedelig tendens til at se sig blind på store palæer og fornemmelsen af succes. Tænk bare på Martin Scorseses The Wolf of Wall Street.

Det havde klædt filmen at vise, hvilke konsekvenser Tammy Faye og Jims handlinger havde for de almindelige mennesker hjemme i stuen, som så parrets gakkede gospel og gav penge til de griske præster. Eller Jessica Hahn, der er navnet på kvinden, som Jim Bakker angiveligt voldtog.

Men det havde hevet tæppet væk under filmen, hvis præmis er, at Tammy Faye er varmere og rarere end snobrød på en sommerdag.

Det er trist, at der angiveligt findes så få gode forbilleder for homobevægelsen, at det er nødvendigt at fremhæve Tammy Faye.