Fabian – Going to the Dogs

Den tyske forfatter Erich Kästner er i dag mest kendt for sine børne- og ungdomsromaner. Berømt er Emil og detektiverne fra 1929.

To år senere skrev han sin eneste voksenroman Fabian – Die Geschichte eines Moralisten, en tragikomisk udviklingshistorie om titelpersonens moralske forfald i depressionens og dekadencens Berlin under Weimarrepublikken.

Nazisterne bedømte bogen til at være ”entartet” og pornografisk og smed den på bålet ved den store bogbrænding i 1933, mens forfatteren selv så til.

Ironisk nok minder romanens egen moralske civilisationskritik om nazismens: De moderne tider er noget lort!

Den pointe går også som en lind tematisk rød tråd igennem den tyske instruktør Dominik Grafs solidariske adaption af romanen.

Blot har han ændret romanens undertitel om en moralists historie til at gå i hundene. Og det er faktisk, hvad litteraturmagisteren fra Dresden, Jakob Fabian, gør i 1931 i Berlin.

Først er han dog tekstforfatter på et reklamebureau med speciale i cigaretreklamer. Så vil han være rigtig forfatter og møder tilfældigt den unge kvinde Cornelia, som har en drøm om at blive skuespiller.

Sammen med Fabians velhavende ven, Labude, turer de euforisk rundt i 30’ernes prænazistiske Berlin. Metropolen, som vi fra musicalen Cabaret til tv-serien Babylon Berlin ved, er Sodoma og Gomorra – nu med cigaretter, whisky og nøgne piger. Samt alle mulige køn i seksuelle konstellationer og spraglede klæder.

Vi kommer som vanlig både til kabaret og på bordel, mens nazismen pø om pø melder sig på trapperne. Farven brun bliver mere almindelig. Men ligesom i romanen er filmens titelperson en apolitisk og poetisk døgenigt. En slapsvans, som først endelig træder i karakter hen imod slutningen.

I modsætning til andre skildringer af mellemkrigstidens hektiske Berlin har Graf ikke valgt at lave en gennemført historisk rekonstruktion med sætstykker og scener.

Bevares, vi får kvinder i korte skørter og klokkehatte, mænd i frakker og bløde hatte, svingende jazzmusik og sensationel promiskuitet. Men Fabian: Going to the Dogs er sat op i montager af alskens levende billeder på tværs af historisk realisme.

Filmen begynder i nutiden, men bevæger sig snart til 1931 i diverse retninger og stilbrud. Fra splitscreen over sort-hvid og stumfilm til den ahistoriske løsagtighed.

På et tidspunkt spadserer personer sågar hen over de berømte snublesten, som signalerer, at her boede jøder før holocaust.

Disse billedbrud kan nogle gange virke mere som vægelsindet arty farty end artistisk velovervejet. Men filmen prøver at sige, at denne venten på dommedag i 30’erne, Hitler og verdenskrigen giver ekko i vores egen tid med en febrilsk ungdom, corona og klimakrise.

Bedst er filmen i scener, der med akvarelfarvet hverdagspoesi skildrer kærlighedshistorien. Fordi Fabian og Cornelia spilles fremragende af Tom Schilling og Saskia Rosendahl.

Begge var med i Florian Henckel von Donnersmarcks Værk uden skaber, hvor Schilling er kunstneren, der flygter fra DDR, og Rosendahl spiller hans skøre, smukke tante, som nazisterne slår ihjel.

Tom Schilling ligner faktisk Truffaut-skuespilleren Jean-Pierre Léaud, og i scenerne med kærtegn og kærlighed kommer der en let brise af fransk sorgløshed ind over den meget seriøse handling.

Filmen lever ellers op til tyskernes ry for grundighed. Symboler og signaler gentages, og der læses op fra romanen, så alle kan følge med.

Måske er det derfor, at den i Tyskland har fået rosende omtale som landets bedste romanfilmatisering siden Volker Schlöndorffs Bliktrommen fra 1973.

I mine øjne minder den mere om Fassbinders tv-serie over Alfred Döblinsroman Berlin Alexanderplatz, og det er bestemt også en anbefaling.