Fægteren

Fægteren blev Oscar-shortlistet i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Den gik dog i sidste ende glip af en nominering, men det er nemt at se, hvorfor den finske film appellerede til beslutningstagerne fra Hollywood.

Klaus Härös drama handler om en estisk gymnastiklærers kamp for at stable et ungdomsfægtehold på benene, mens han er på flugt fra Sovjets hemmelige politi.

Overbevisende kombineres fortællingen om den inspirerende underviser, som vi kender fra Døde poeters klub, med den velkendte historie om det modige individ over for det undertrykkende regime, som vi har set fra Doktor Zivago til Hunger Games.

På trods af den ekstremt konventionelle blanding af disse feelgood-elementer – manuskriptforfatter Anna Heinämaa har bevidst peppet historien om fægteinstruktøren Endel Nelis op – er Fægteren vellavet på alle planer.

Fra kulisser over skuespil til den skrøbelige, klaverbaserede musik hæver filmen sig det meste af tiden over sin mangel på originalitet.

Filmens klichéfyldte skelet skiller sig ud, når man genspiller Fægteren i sit hoved.

Det gælder filmens skurk, den kujonagtige, Sovjet-samarbejdende rektor på den provinsskole, hvor Endel arbejder som gymnastiklærer, og det gælder manuskriptet og klipningen. Den endelige fægteturnering i Leningrad er tydeligt møntet på at udpine det fulde, følelsesmæssige udbytte af materialet.

De kortfattede, indledende rulletekster fortæller os, at de estere, der blev indkaldt til den tyske hær under Anden Verdenskrig, stod over for retsforfølgelse og fængselsstraffe efter den sovjetiske generobring af den tidligere selvstændige baltiske stat i 1944.

Det faktum, at estiske partisaner faktisk dannede en usikker alliance med nazisterne, er bekvemt nok overset.

Det viser sig, at Endel er flygtet fra et fægteakademi i Leningrad. Han har nu søgt til flugt i den sløve by Haapsalu, hvor han søger stillingen som gymnastiklærer på den lokale skole. Vi behøver ikke yderligere forklaring på den unge mands urolige opførsel.

Med denne lille baggrundshistorie af vejen er Fægteren frit stillet for at fortælle en simpel historie via en forfriskende underspillet stil. Det løfter filmen godt op over den sentimentale tv-film, den ellers kunne være endt som.