Familien Bélier

Det søde, men noget overbroderede franske komediedrama er måske blevet navngivet forkert.

Det handler mindre om titlens Bélier-familie end om deres teenagedatter Paula (spillet af Louane Emera, der har været deltager i den franske version af tv-sangkonkurrencen The Voice).

Paula er en ung pige med jordforbindelsen i orden, tilsyneladende gennemsnitlig i enhver henseende – bortset fra at hun har et hemmeligt talent, som hun næsten aldrig afslører for nogen, og da slet ikke familien derhjemme: Hun har en utrolig sangstemme.

Det er dog ikke nødvendigvis generthed eller beskedenhed, der får den følsomme teenager til at ruge over sit naturtalent. Det er det faktum, at alle andre i hendes familie er døve.

Hvis Paula kastede sig ud i en karriere som professionel sangfugl, ville hun med det samme skabe afstand til forældrene, der aldrig ville kunne høre hendes musik.

Men ikke nok med det. Fordi hendes mor Gigi (Karin Viard), far Rodolphe (François Damiens) og lillebror Quentin (Luca Gelberg) alle bruger tegnsprog, er de afhængige af Paula, som agerer tolk til de hørendes verden.

Men da skolens sanglærer (Eric Elmosnino) opdager hendes enorme talent, vil han straks sende hende til audition på en prestigefuld korskole i Paris. Og så må den unge pige vælge mellem at blive på den fædrene gård og malke køerne og svinge fingrene for forældrene – eller at følge sin drøm.

Den amerikanske forfatter Andrew Solomon har for nylig udgivet den fascinerende bog Far from the Tree om forældre med børn, der ikke er som alle andre, om de så er autistiske, skizofrene, handicappede eller endda usædvanligt talentfulde.

Et af kapitlerne fokuserer specifikt på døvhed i familien. Og Familien Bélier kunne på mange måder være et af bogens casestudies, især fordi filmen udforsker den lukkede verden i en døv familie med beundringsværdig sensitivitet. Og den fanger den hårdnakkede stolthed, der hersker i kulturen omkring tegnsprog.

I et smertefuldt sammenstød mellem mor og datter indrømmer Gigi, hvor ked af det hun var, da Paula blev født med evnen til at høre. Hun kunne ikke slippe af med følelsen af, at hørelsen var det sande handicap.

Faktisk hviler Paulas forældre trygt i deres døvhed. De er så utilbøjelige til at se det som en hindring, at Rodolphe beslutter at stille op som borgmester. Og det går ham ikke det mindste på, at han bliver nødt til at finde en alternativ måde at kommunikere med potentielle vælgere på. Og at Paula måske ikke er løsningen.

Det er bare en af de mange ekstra handlingsstrenge, som er blevet proppet ind i en film, der er faretruende tæt på bristepunktet.

Der er også en historie om Paulas prøvende flirteri med skolekammeraten Gabriel. Der er en om venindens romance med lillebror Quentin. Og sanglærerens kærlighedsliv, eller mangel på samme, får også lidt taletid på lærredet.

Selvom instruktøren Eric Lartigau knokler som en flittig håndværker for at banke alle historierne sammen og udjævne sammenføjningerne mellem dem, føles filmen til tider en smule overgjort og skematisk.

Humoren vakler også urovækkende undervejs, mens den humørfyldte slutning kammer over i det kvalmende sentimentale.

Filmen glider dog ned takket være imponerende nuancerede og entusiastiske skuespilpræstationer, især fra Emera og Viard.

Og mon ikke det uundgåelige Hollywood-remake er lige om hjørnet. Her vil de flotte franske ballader og korsatser, der passer så godt til historien, og som Emera synger med så rørende indlevelse og forsigtighed, utvivlsomt blive skiftet ud med vintage R&B- klassikere og rå diva-attitude.