Familien Jul og Nissehotellet

I Familien Jul og Nissehotellet vender manuskriptforfatter og instruktør Carsten Rudolf tilbage til historien om drengen Hugo. 

Vi så ham sidst i Familien Jul – i nissernes land, hvor Hugo besøgte sin bedste ven, nissen Pixy, og hans sneklædte hjemstavn. Bagefter måtte Hugo drage alene hjem til sin familie i menneskenes verden. 

Forhistorien gengives glimtvis i starten af den nye film, så alle kan være med uden nødvendigvis at have set de første to julefortællinger. 

Hugo er fyldt tolv år og går i syvende klasse. Og han er stadig nissefikseret. Foran klassekammeraterne fortæller han ivrigt om de magiske væsener. Det giver ikke status, men hånlige kommentarer og blikke. Han bliver tilmed droppet af kæresten Sofia, fordi også hun synes, han er for barnlig. 

Først da Hugo tager på juleferie på sin farbrors hotel i Odense, kommer der skub i fortællingen. Her opdager han hurtigt, at der er noget i gære på hotellet, hvor nøgler og grødris på mystisk vis forsvinder. 

Det viser sig, at der bor tre nisser på hotellet. Deres forældre er døde, og den eneste måde, de kan komme hjem til nissernes land, er i en kane trukket af rensdyr. De mangler bare et sæt magisk seletøj, så rensdyrene kan lette fra jorden. 

Sammen med nissen Sne sætter Hugo jagten ind på det magiske seletøj, som er gemt i en aflåst kasse i en grotte under hotellet. Her får Carsten Rudolf blandet H.C. Andersen ind i historien. Forfatteren hjalp Snes far med at gemme nøglen til kassen et hemmeligt sted, da faren mente, at magi var farligt for børn. 

Undervejs introduceres personer, som krydrer fortællingen. De tæller teenagenissen Dvaski, der ikke laver andet end at proppe sig med flæskesvær, og Egon, Hugos stivstikker af en fætter. 

Fætteren er det tætteste, filmen kommer på en skurk. Iført skjorte og vest og med sideskilning ligner han én, der har sin daglige gang på Børsen. Egon ønsker sig værdipapirer i julegave og tror ikke på tandfeen. 

”Hvem kan drive forretning på børns tænder?” som han siger. 

Egon er en morsom karakter, og børneskuespilleren Alexander W. Schøler er godt castet i rollen. Fætteren er en kæp i hjulet for Hugo og Sne, da det strider imod hans principper at lade nisserne bo på hotellet gratis! 

Han er dog aldrig en reel trussel, men bare en løjerlig forhindring, som Sne og Hugo skal forbi. Historiens virkelige skurk er voksenlivet, der hænger som en truende sky over hovedet på Hugo. 

Familien Jul og Nissehotellet indfanger, hvordan det føles at være et sted mellem barn og voksen. Alle omkring Hugo mener, at det er på tide, han dropper nisserne og får nogle interesser, der svarer til hans alder. 

En lun hotelkok spillet af Jens Jørn Spottag er den eneste voksne, som faktisk lytter til Hugo. Og så tror han på nisser. 

Budskabet er velkendt fra utallige børnefilm. Det understreges, at man ikke behøver at blive voksen alt for hurtigt. Det lyder banalt, men takket være et charmerende hold skuespillere – både børn og voksne – går det rent ind. 

Til tider bliver det hele for ufarligt. Der behøver ikke være en skurk, men indimellem savner man spænding. Filmens aldersgrænse er syv år, og de fleste børn over syv kan godt tåle scener, der er en smule mere nervepirrende. 

Man ryster ikke ligefrem i bukserne, når Hugo og Sne balancerer på en afsats. Eller da Egon forvandles til en gris og køres afsted til et slagteri, men når at blive reddet, før det bliver rigtig skræmmende. 

Skøn musik komponeret af Nicklas Schmidt og Rasmus Christensen gør ellers sit for at skabe spænding. Den understøtter nissernes magi og opbygger en forventningsfuld stemning. 

Familien Jul og Nissehotellet bør kunne smelte selv det koldeste julehjerte.