Cph:Dox 2023
25. jan. 2023
And the King Said, What a Fantastic Machine

Online-videoer prioriterer det mest opsigtsvækkende indhold, og de allermest populære er dem, der provokerer en stærk, fysisk oplevelse – hvad enten det er fare, smerte, grin eller sex.

Foto | Alexander Tikhomirov

And the King Said, What a Fantastic Machine

Svensk-dansk dokumentar i Ruben Östlunds ånd fabulerer underholdende og tankevækkende over menneskets ubændige trang til selviscenesættelse.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Titlen på den svensk-danske And the King Said, What a Fantastic Machine er taget fra en anekdote om kroningen af den britiske Kong Edvard 7. i 1902.

Forud for ceremonien var Georges Méliès, trickfilmens gudfar, blevet hyret til at optage en filmversion, der kunne blive vist samme dag som den egentlige begivenhed.

Da kongen så filmen, roste han filmkameraet: ”Sikke en fantastisk maskine! Den viser også de dele af ceremonien, der ikke fandt sted!”

Det er en perfekt indgangsvinkel til Axel Danielson og Maximilien Van Aertrycks fabulerende filmessay, der dyster i Sundance-festivalens sektion for internationale dokumentarfilm.

Fantastic Machine er produceret af Ruben Östlunds selskab Plattform Produktion – i samarbejde med det danske produktionsselskab Bullitt Film – og stemmer godt overens med den svenske samfundsrevsers misantropiske verdenssyn og hang til virale videoer.

Med velvalgte klip opruller instruktørerne kameraets historie fra kemieksperiment til YouTube-hitparader, mens den tematiserer over menneskedyrets ubændige trang til at se sig selv fra den bedste vinkel.

Og leverer mange mindeværdige eksempler på, hvor hårrejsende og tåkrummende pinligt det kan tage sig ud, når det går galt.

Tidligt i filmen ser vi et gribende foto af en død haitiansk pige, skudt i hovedet af politiet under optøjer efter jordskælvet i 2010. Fotografiet vinder en fornem pris i Sverige og vises på en hjemmeside ”ved siden af en ølreklame med Mads Mikkelsen”, som filmens ofte sardoniske fortællerstemme formulerer det.

Et andet billede viser den døde pige omringet af pressefotografer, der dyster om bedst muligt at indkapsle tragedien.

Snart efter ser vi kiksede fraklip fra en ISIS-propagandavideo, hvor de hellige krigere glemmer deres replikker og driller hinanden, mens de poserer med automatgeværer.

Axel Danielson og Maximilien Van Aertryck brød igennem med et andet studie af menneskelig adfærd, kortfilmen Ten Meter Tower, hvor badegæster får kolde fødder, da de står foran timetervippen.

Oprindelig var planen, at deres debutfilm skulle indeholde flere nye optagelser, men pandemien tvang instruktørerne til i stedet at dykke dybt i diverse film- og fotoarkiver for at præsentere en blanding af overraskende optagelser og gamle internet-travere.

Som den om revisoren, der blev forvekslet med en ekspert i netpirateri, da han mødte op til et jobinterview hos BBC og forvirret gjorde sit bedste for at svare på spørgsmålene i et live-interview.

Eller den med den arrige lille dreng, der smækker med døren på sin pedalbil. Eller den lille Bruce Lee-fan, der svinger sine nunchucks perfekt synkroniseret med kung fu-klassikeren Enter the Dragon.

Eller den hvor Leni Riefenstahl forsvarer Viljens triumf ved at sige, at hendes bidrag til Hitlers propagandamaskine alene var af teknisk – ikke politisk – karakter.

Fantastic Machine zigzaggerrundt i det levende billedes lange historie med skarpt vid og en sober blanding af fugle- og frøperspektiv.

Taget som helhed tegner filmen et lidet flatterende portræt af vores fælles hang til sex, vold og lette hjernekalorier. Som da Netflix-chefen Ted Sarandos forklarer, at brugerne måske nok sætter Schindlers liste over Adam Sandler-komedier, men de sætter den sjældent på!

Fantastic Machine byder på mange interessante koblinger mellem filmmediets og den vestlige civilisations udvikling.

Foruden en del betragtninger, der vil virke bekendt for de, som har fulgt med i tidens debatter om YouTube-algoritmernes tendens til at pege brugere i stadig mere radikale retninger.

Det gennemgående budskab er, at kameraet ikke så meget forværrer som synliggør vores medfødte tendens til selviscenesættelse. Og der findes i dag omkring 45 milliarder kameraer på verdensplan, som producerer 500 timers råoptagelser hvert eneste minut.

Det er ikke Instagram, Snapchat, Google eller YouTube, der gør, at vi opfører os dumt. De gør det bare lettere.

Titel:
And the King Said, What a Fantastic Machine

Land:
Sverige, Denmark

År:
2023

Instruktør:
Axel Danielson, Maximilien Van Aertryck

Spilletid:
88 minutter

Premiere:
23. januar på Sundance-festivalen, 19. marts på Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
22. jan. 2025
Mr. Nobody mod Putin

Mr. Nobody mod Putin

Biografanmeldelse
29. juli 2024
Sex

Sex

Biografanmeldelse
22. juni 2024
Kinds of Kindness

Kinds of Kindness

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!