Fantomdrengen

Med Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnols stilsikre Fantomdrengen leverer Rabalder Bio – et tiltag af distributøren Angel Films – endnu engang kvalitetstegnefilm til børn. Og den franske instruktørduos længe ventede opfølger til den Oscar-nominerede En kat i Paris tager fat på det svære og det dystre med humor og elegance.

Elleveårige Leo (Lucas Lomholt) er en sjælden slags tegnefilmhelt. Han er nemlig alvorligt syg af kræft og bruger det meste af sin tid på hospitalet. Han går rundt på gangene eller kigger ud på New Yorks knejsende skyline.

Men Leo har en hemmelighed.

Hans sygdom giver ham en helt særlig slags kræfter: Han kan forlade sin fysiske krop og svæve som et fantom over storbyens vrimmel.

På hospitalet bliver Leo venner med den stædige politimand Alex (Benjamin Katzmann Hasselflug), der er indlagt med et brækket ben efter en forbryderjagt. Og da en ondskabsfuld skurk, der går under navnet Manden Med Det Flækkede Fjæs (Thomas Mørk), truer New York med en altødelæggende computervirus, må Leo bruge sine superkræfter til at hjælpe Alex og den modige journalist Marie Dinesen (Annevig Schelde Ebbe) til at redde byen fra det totale kaos.

Men han kan ikke forlade sin krop længe ad gangen, så han må tilbage, hvis ikke han vil forblive fantom. Pludselig kæmper den umage helt ikke kun for byens liv, men også mod for sit eget. Og uret tikker.

Det er sjældent, at en børnefilm tager så tydeligt fat i emner som død og sygdom. Men det gør Fantomdrengen. Og det er modigt at vise både Leos lillesøster og forældre i afmægtige og ligefrem sørgende situationer – især scenen, hvor hans mor sidder hulkende og alene i sin bil, er rørende. På den måde bliver hans kamp mod superskurken til en fortælling om hans sygdom og en mental kamp mod frygten for at dø.

Fantomdrengen trækker på Hollywoods lange tradition for kriminalgåder, detektivhistorier og superheltefilm. Politimanden Alex er med sine dårlige madvaner og egenrådige metoder i familie med John McClane fra Die Hard-filmene og Manden Med Det Flækkede Fjæs ligner noget, der er hevet ud af en Raymond Chandler-roman, med sin fedora-hat og grå trenchcoat.

Fantomdrengen omfavner film noir-traditioner og genrekonventioner, samtidig med at instruktørerne også gør grin med deres egne helte. De onde håndlangere er mere Gøg og Gokke end bistre bøller, og i stedet for en hvid kat har Manden Med Det Flækkede Fjæs en lille, brun køter. Og mens helten Leo til tider er lige lovligt dukset, er hans modstandere både brutale og grinagtige og helt og aldeles endimensionelle.

Skurken er visuelt filmens mest vellykkede figur. Han er tydeligvis modelleret efter Batman-skurke (en blanding af Jokeren, Pingvinen og Two-Face), hans vansirede ansigt ligner et ufærdigt puslespil, og der er noget kubistisk over ham – næsten som et Picasso-maleri.

Fantomdrengen fortsætter i samme visuelle spor som En kat i Paris. Figurerne er skarpt skåret og elegant stiliserede med karakteristiske, mandelformede øjne. Og storbykulissen har både realistiske og stærkt ekspressive elementer.

Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnols tegnede udtryk er tættere på den amerikanske indie-animator Bill Plympton end på Disney. Der ligger et utroligt stort arbejde bag de håndtegnede karakterer og deres særprægede og asymmetriske look med konstant sitrende linjer og tunge, dirrende skygger.

Fantomdrengen kommer aldrig helt op at svæve, måske fordi det sørgelige og sjove mere afløser hinanden end glider sammen. Men ikke desto mindre fortæller filmen en svær historie om livets mørke sider på en seriøs, legende og vedkommende måde.