Far from the Madding Crowd

Mens gårdmændene bejler til Carey Mulligans dejlige Bathsheba ved at tilbyde hende et hjem med klaver og en givtig grisebestand, frister sergenten Troy hende med sin sabels falliske færdigheder. Gæt, hvem hun vælger?

Filmen fremtræder på flere måder som et konventionelt historisk drama og rummer mange scener med kurmageri, men på repliklisten undgås alle manuskriptforfatteres nødsignal: ”Jeg elsker dig!”

Der kan skoves bedre replikker i Thomas Hardys klassiker-forlæg, hvor vi befinder os ”fjernt fra verdens vrimmel”, bogens danske titel. Vi er blandt isolerede bønder så langt ude på landet, at det ikke falder nemt for de jordbundne eller indadvendte sjæle at snakke følelser. Man tilbyder ægteskab og skynder sig derpå at opregne alliancens materielle fordele.

Bathsheba efterstræbes af to lokale landmænd, den ene, Boldwood, rig og ensom, den anden, Gabriel Oak, falleret og lige så ensom. Som landet ligger, begge umiddelbart nærliggende partier. Men hun er selv gårdejer og driver sin bedrift med en professionalisme, som datiden (1870’erne) næppe forventer af en kvinde.

Som heltinde i overstørrelse skildres hun forelsket af begge Thomas’er, Hardy og Vinterberg – gudinde-smuk, begavet, slagfærdig, selvstændig og trods al sin forretningskunnen alligevel feminint uberegnelig med mere end et anstrøg af det koket udfordrende.

Den beslutsomhed, hun viser i driften af gården, når hun fyrer de inkompetente og belønner de trofaste ansatte, mangler hun over for de bejlere, der rammes dybt og fatalt i hjertet af denne for sin tid så usædvanlige kvinde.

Hun holder dem hen i håbet – ikke af ond vilje, men fordi hun selv er en kærligheds-begynder. Indtil den erotiske gnist tændes af en sergent i rød uniformsjakke og med formidable sving i sablen.

Denne sergent Troy skaber dramaets nødvendige varmegrader, men også en anelse ubalance i en fortælling, som Thomas Vinterberg og hans manuskriptforfatter David Nicholls (kendt for Lone Scherfig-filmen Samme dag næste år) ellers fører indlevet frem som et landligt skæbnedrama, med natur-berusede billeder af Charlotte Bruus Christensen, sansemættet periode-skildring og en understrøm af den dystre fatalisme, som Hardy er kendt for (ulykkerne forgrener sig skæbnesvangert).

Trods glimrende fremstillet af Tom Sturridge forbliver sergent Troy en rigeligt gådefuld figur i filmens sidste tredjedel, hvor alt udvikler sig lidt for hastigt og summarisk mod melodramaets postulater. Genopståen fra de døde, samt pludseligt passionsdrab, hører med til romanen, men virker her netop som aspekter, der røber en forældelse.

Som helhed lykkes Vinterberg dog med det farlige skift til engelsksproget period piece. Genren bemestres, og især de intime scener har gnistrende liv.

Spillet er fremragende. Personligt finder jeg ikke Carey Mulligan som Bathsheba helt så overjordisk dårende smuk, som det postuleres, men hun kompenserer mere end rigeligt med sit vidunderligt sprudlende, mange-facetterede og opvakte portræt af en modsætningsfuld kvinde.

Matthias Schoenaerts får med små, fine midler gjort den mindre taknemmelige rolle som den stoiske bejler Gabriel Oak til en troværdigt egetræs-solid støtte i nøden, en mand med sin helt egen stolthed. Og Michael Sheen har en superb nervøs intensitet som den mere og mere desperat forelskede Boldwood.

Meningen med det hele?

Måske bare at fortælle en skrøne om skæbnens luner og benspænd i et kærligheds-spil fuldt af svære odds. Filmen er ikke kantet-seriøs og Hardy-tung som Michael Winterbottoms filmatisering Jude (1996) efter samme forfatter, men for Vinterberg en underholdende mellemstation, hvor man gerne tager ophold.