Far til fires vilde ferie

Børnefilm må godt være banale, men de skal holde sig for gode til at tale ned til de mindste biografpublikummer.

Det kan man desværre ikke sige om det nyeste skud på Far til fire-træet, hvis grundlæggende præmis er så åndssvag, at der næppe er mange, der hopper på den.

Far, ungerne og onkel Anders låner fru Sejersens sommerhus ved Vesterhavet. Da de kommer frem, undres de alle sammen over, at deres sære, hippieagtige nabo har et overmoderne sommerhus indrettet med alt det dyreste af dansk design. Selv om nøglen ikke ligger under måtten, bryder de ind og gør sig til rette.

Helt ærligt: Enhver blandt publikum har gennemskuet, at det ikke er fru Sejersens sommerhus. Og det er altså meget besynderligt, at der ikke bare er én i flokken, som kommer i tvivl.

Kunne Lille Per i det mindste ikke have pippet op om, at der må stikke et eller andet under? Så havde han været fornuftens stemme, hvilket sikkert havde begejstret kernepublikummet.

Ind træder Søs Egelind i rollen som forsmået sommerhusejer. Og hun er dum, som voksne ofte er det i børnefilm. Politiet er inkompetente, og filmens forbryderpar er selvfølgelig småt begavede københavnertyper, der minder om tyveknægtene i den oprindelige Krummerne.

Far til fires vilde ferie er nummer to i den fjerde generation af de gammelkendte familiefilm, der blev undfanget i 1950’erne. Hvor forgængeren fra 2014, Onkel Sofus vender tilbage, var mere charmerende i sin bevidst tilbageskuende facon med dyrskuer og ko-kaos, sætter den nye film sig imellem to stole.

Den reklame-yndige køretur fra Sjælland til Vadehavet ledsages af en jazzet udgave af Det er sommer, det er sol, og det er søndag, som bliver sunget af skuespillerne. Men senere er der en kækt technoagtig musik, som ledsager en actionmættet strandscene.

Mest modstridende har man insisteret på at bevare onkel Anders som en kopi af Peter Malberg nationalklenodie af en rolle. Kurt Ravns udgave er bagstræbende nostalgisk, men man burde have opdateret ham og bevaret det excentriske på en ny måde.

Fru Sejersen spilles af Kirsten Lehfeldt, efter at Bodil Jørgensen kom alvorligt til skade under optagelserne. Lehfeldt når ikke Jørgensens akavede højder, men hun er den eneste voksne skuespiller, der lader til at tage sin rolle seriøst.

”Du ligner en høne, vi havde engang. Men den endte i tarteletterne,” er hendes skønt tørre kommentar til Søs (Emilie Werner Semmelroth), der uden grund ikke længere er limen, der holder familien sammen, men mut og usikker.

Mie og Ole er derimod grønspætteagtigt handlekraftige, og det bliver enerverende, som de smiler om kap med solen.

Det bedste ved filmen er fru Sejersen sommerhus, der er en charmerende retro-støvet, gammel campingvogn. Men der må sås tvivl om, hvorvidt nutidens børn kan se charmen i at slå røven i et udendørslokum.

Det Danske Filminstituts nye konsulent, Mikkel Munch-Fals, var forleden ude med riven efter, hvad han kalder ”kulturel nekrofili”. Det var blandt andet møntet på Far til fire-opkogningen, og i dette filmtilfælde må jeg bakke ham op.

Hvis man ikke bliver i stand til overbevisende at sætte far og ungerne ind i en moderne kontekst, bør producenten og Filminstituttet lade dem hvile i fred.