Fargo

I Lester Nygaards kælder hænger der en plakat. Den viser en vrimmel af gule fisk, der svømmer samme vej, og så en ensom rød fisk midt i det hele, der svømmer mod strømmen.

”Hvad hvis det er dig, der har ret, og alle de andre, der tager fejl,” står der med versaler.

Plakaten er en slags spejlbillede for Lester, men den er også en allegori over FX’ nye serie Fargo. Coen-brødrenes mesterværk fra 1996 er blevet forsøgt tv-matiseret to gange før, men begge projekter strandede.

Så da FX fortalte, at de ville søsætte en antologiserie (en serie, hvor hver sæson introducerer en ny historie og nye karakterer) i Fargos særegne, snevåde univers, var reaktionen en tung skepsis. Det var en tåbelig ide, mente de gule fisk.

De tog fejl.

Noah Hawley, seriens hovedforfatter, har smøget sig behændigt gennem strømmen og tilvirket en serie, der indfanger filmens ånd. Samtidig rammer han på fortrinlig vis en ny tone, som får Fargo til at føles næsten lige så original på tv-skærmen, som den gjorde på lærredet for snart tyve år siden.

Frem for at imitere brødrenes absurdistiske humor har Hawley valgt at skrue en strammere, spændingsmættet krimi-thriller sammen fyldt med pirrende suspense. Det er Fargo møder No Country for Old Men.

Serien er morsom, men på en lidt mere håndgribelig måde.

Nogen vil måske sukke efter filmens excentricitet. Men for dem, der kan lade film være film og serie være serie, er der efter pilotafsnittet at dømme en udsøgt morbid fornøjelse i vente.

Martin Freeman spiller forsikringsmanden og underhunden Lester Nygaard. På daglig basis lader han sig jorde af sin kone, der anser ham for en vattet taber, og af sin storsnudede lillebror, der skammer sig så meget over brormand, at han lyver ham død over for sine kolleger.

Da Lester ender på skadestuen med en brækket tud efter et sammenstød med en gammel skolebølle og hans imbecile sønner (som er lidt for groft tegnet), er han godt træt af det hele. Så da en fremmed mand, Lorne Malvo (Billy Bob Thornton), helt uden betingelser tilbyder at slå bøllen ihjel, røber Lesters tøven en interesse.

Tøffelheltens vankelmod er nok for den fremmede mand, der er en lejemorder med et sind lige så frysende koldt som Minnesotas klima. Han tager en blodig hævn på Lesters vegne, og så går alt vidunderligt galt i den søvnige by. Inden længe får Lester selv også beskidte hænder.

Freeman er et glimrende anker som den spagfærdige, forbitrede Lester, der har både ordvalg og gemyt tilfælles med Jerry Lundegaard fra Coen-brødrenes forlæg.

Men det er Billy Bob Thornton, der virkelig brænder igennem som sociopat med linealklippet pandeår. Den tidligere Coen-skuespiller (The Man Who Wasn’t There) har et par ekkorungende monologer i første afsnit og er sjældent set bedre, aldeles utilregnelig og rædselsvækkende med sin sløvsindede ro og følelsesmæssige døvhed.

Hvis Lester Nygaard er en variation over Jerry Lundegaard, så er politikvinden Molly Solverson en yngre og ivrigere udgave af Frances McDormands uforglemmelige Marge Gunderson. Den ukendte Allison Tolman er skøn som den godmodige Molly, men om hun helt kan erstatte verdens flinkeste politibetjent og Coen-brødrenes måske bedste karakter, må tiden vise.

Kærligheden til det fabelagtige forlæg mærkes i hver eneste indstilling og replik. Og gensynsglæden er frydefuld, når billederne svælger i de englehvide snedriver, og den ellers dialekt-udfordrede, engelske Freeman giver os det første ”Heck!” – Jerry Lundegaards foretrukne kraftudtryk i filmen.

Der er i det hele taget nik nok til Coen-brødrenes bagkatalog til at behage enhver discipel. Eksempelvis gør den lokale bistro særlig meget ud af at promovere deres White Russian, The Dudes yndlingsdrink i The Big Lebowski.

Det snedækkede sceneri og lokalsamfundets selvudslettende forekommenhed er lige så indtagende som i 1996. Og seriens begavede manuskript, de levende replikskifter og Billy Bob Thornton vil tiltrække kendere såvel som uindviede.

De gule fisk kan godt stoppe deres skepsis ned i flishuggeren.