Fars sygt fede bilferie

De mere primale lyster bliver opfyldt fra start i Fars sygt fede bilferie.

Filmens far hedder Rusty Griswold (Ed Helms), og han kommer – ganske vist ved et uheld – til at røre en fremmed kones patter. To gange i træk. Far har et seksualkompleks, forstår vi, og derhjemme venter familien på deres kommende ferie.

Den mere end almindeligt kedelige mor, Debbie Griswold (Christina Applegate), vil se sol og strand eller indtagende storbyer, men far har helt andre planer. Ligesom hans far i filmen Fars fede ferie (1983) tog sin familie med til forlystelsesparken Walley World, skal de nu her i 2015 af sted i en spritny albaner-bil, som skal vise sig mere sprittet end ny.

Sønnerne er den lidt kejtede, kloge storebror, James, der drømmer om Bob Dylan og Jack Kerouacs rejser, og den flabede lillebror, Kevin, der ufortrødent mobber sin bror og tuschtegner “I have a vagina” på storebroderens guitar.

Et meget højere plan kommer humoren ikke op på, men det er faktisk også ret sjovt, når Ed Helms folder sig elegant ud som den moderne, bløde far, der forklarer storebror, at der faktisk ikke ville være noget galt i, at han havde en vagina. Det bliver mange drenge født med. På trappen står lillebror og griner. Snart er de on the road.

Den kedelige mor viser sig knap så kedelig, da de kører ind i en collegefest fyldt med rødklædte, dansende blondiner til øl-maraton. Moren var nemlig en fadølsdrikkende, one-night-stand-legende på selvsamme college engang, og snart er hun i bitch-skænderi med de unge piger og skal vise, at hun kan drikke som i sin ungdom. Det ender selvfølgelig helt galt, men hjemme på hotellet er faren mere interesseret i, hvem Debbie har været i seng med.

Storebror James’ sengelege er endnu ikke begyndt, men han falder snart for en makeup-poleret pige, som han møder på hotellet. I sig selv en lidt kedelig udkåren, når nu filmen vælger at spille på, at storebror er lidt 60’er-flippet. Den kønne forstadspige har slet ikke den kant, filmen ellers forsøger at give den platte komediegenre.

Hun er da heldigvis også kun sporadisk med i filmen, for snart kommer faren selvfølgelig og ødelægger ungdomsromancen på mest pinlig vis som pervers stodder. Pigen bliver skræmt væk, og så forklarer far ellers sønnike, hvad et rimjob er.

Det lyder plat. Og det er plat, men det er også forbavsende morsomt.

Også når familien ender i en sø af afføring, og når de besøger farens søster, der bor med sin modellækre og skævsmilende republikanerkæreste på en ranch med køer, som bliver fodret med ko-kød. Altså bliver næsten alting konstant absurd, men dette er netop filmens helt store kvalitet.

Humoren kører ud ad motorvejen med 300 kilometer i timen og stadig hurtigere. Bilens fjernbetjening kan sprænge bildele af, og snart skrider vognen i svinget. Det kan ikke blive mere plat og åndssvagt, sagt i bedste forstand, men så kommer vi til sidste tredjedel af Fars sygt fede bilferie, og så kammer det hele lidt over.

Der er ganske enkelt et mæthedsbehov for prutte- og falde-på-halen-humor, og man begynder ufravigeligt at sidde og tænke over den danske titels mærkværdighed. Fars sygt fede bilferie. Sygt fede. Kunne den ikke bare hedde Fars fede bilferie i stil med forgængere som Fars fede Ferie eller Fars fede juleferie? Der er ingen grund til at lefle for ungdommen med for sprogligt tykke filmtitler. Slet ikke når den amerikanske filmtitel er noget så underspillet som Vacation. Filmens titel skulle gerne være målrettet mere end bare ungdommen. Også gerne dem, der var unge i 1980’erne.

Ved filmens afslutning møder vi de tidligere films far, nu farfar, Chevy Chase, der skal redde sin søn ud af de utallige katastrofer. Gensynet fungerer handlingsmæssigt, humoren er på det her tidspunkt lidt mere nedtonet, og filmen når i mål.

Så selvom koncentrationen forsvinder mod slut, vinder Fars sygt fede bilferie på at kunne holde grinene i gang langt hen ad vejen.